BILLEDER: Se hvordan en Grand Prix-sejr har set ud gennem årene

Lørdag er der finale i Melodi Grand Prix, som DR har sendt siden 1957. Her kan du se, hvordan en Grand Prix-sejr har set ud gennem årene.

  • For 46. gang siden 1957 kårer DR lørdag aften en dansk Melodi Grand Prix-vinder, som skal repræsentere Danmark i årets internationale konkurrence i Stockholm. Her ser vi på, hvordan en dansk sejr har set ud gennem årene, og det var Birthe Wilke og Gustav Winckler, der vandt første år – med ’Skibet skal sejle i nat’. De blev interviewet af Sejr Volmer-Sørensen ved finalen i Radiohuset. (Foto: © DR)
  • Birthe Wilke, der fylder 80 år om en måned, var ét af de helt store Grand Prix-navne i de første år. Her er hun i 1959, hvor hun vandt med ’Uh, jeg ville ønske, jeg var dig’. (Foto: © DR Arkiv.)
  • Grethe og Jørgen Ingmann sejrede i 1963 og førte også Danmark til den første internationale sejr det år med ’Dansevise’. (Foto: © DR Arkiv.)
  • ’Stop, mens legen er god’ hed Ulla Pias vinder i 1966 – og sådan blev det faktisk. DR holdt en pause fra Eurovision frem til 1978. (Foto: © DR Arkiv.)
  • I 1978 genoptager DR Melodi Grand Prix med Jørgen de Mylius som vært. Mabel vinder med deres ’Boom-Boom’, der dog ikke får så mange hjerter til at slå internationalt. De ender som nummer 16 i Paris. (Foto: © Anne Grethe Svendsen)
  • Rejehoppet i den danske finale i 1983 er stadig berømt og berygtet. Gry Johansen leverede det i ’Kloden drejer’. (Foto: © DR Arkiv.)
  • Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard formåede at vinde både i 1984, 1985 og 1988. Her er de fra 1985, hvor vinderen hed ’Sku’ du spø’r fra nogen’. (Foto: © DR Arkiv.)
  • Birthe Kjær malede byen rød i 1989 – og sangen klarede sig også godt internationalt, hvor det blev til en 3. plads. (Foto: © DR Arkiv.)
  • Aud Wilken, der boede en del af sin barndom i DDR, sang nu om ’Fra Mols til Skagen’, da hun vandt i 1995. (Foto: © DR Arkiv.)
  • Rollo & King samt Signe Svendsen fik fornøjelsen af at repræsentere Danmark, da Eurovision skulle holdes i Parken i 2001 ovenpå Brødrene Olsens sejr. ’Der står et billede af dig på mit bord’ hed sangen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • For 10 år siden sejrede Sidsel Ben Semmane med sangen ’Twist of Love’. Finalen i 2006 blev holdt i Gigantium i Aalborg. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • For fem år siden – i 2011 – fik seerne en ven i London. I hvert fald vandt gruppen A Friend in London med sangen ’New Tomorrow’. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Anti Social Media stod for den hidtil seneste danske Grand Prix-sejr i 2015 med sangen ’The Way You Are’. Desværre gik sangen ikke videre fra semifinalen i Eurovision i Wien. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 13