Ny mediekonference stiller skarpt på børn som målgruppe, medskabere og inspirationskilde

Du kan også være med, når DR og BUSTER Filmfestival den 7. oktober holder nordisk børnemediekonference.

Der er børnemediekonference den 7. oktober 2021, og du kan melde dig. (Foto: © Buster)

DR og BUSTER Filmfestival afholder den 7. oktober 2021 en stor nordisk børnemediekonference med støtte fra Nordvisionsfonden og Creative Europe MEDIA i Koncerthusets Studie 2.

Programmet er sammensat ud fra en ambition om at styrke den nordiske børnemediebranches tværfaglige viden og dermed inspirere til endnu mere kvalitetsindhold i børnehøjde. Udover oplæg fra førende forskere indenfor psykologisk udvikling, livsverdener, medietendenser og spilvaner, har oplæggene fokus på professionelle og talentfulde aktørers praktiske erfaringer med de unge målgrupper. Konferencen får blandt andre besøg af Lead Play-designer Petter Karlsson fra det svenske spilfirma Toca Boca og Knut Næsheim, instruktøren bag NRK's 'Minibarna'-serie.

Maiken Ingvordsen, a.k.a. Popsi fra den danske YouTube-duo, Popsi og Krelle, vil fortælle om, hvordan man konstant skal genopfinde sig selv for at være relevant for sine mange subscribere på YouTube.

BBC's redaktør Ros Attille vil fortælle om BBC’s pre-school strategier, og fra Nordisk Film kommer Dan Pappe Schönemann og fortæller om familiernes position i den store 'Streaming War'. Det endelige program er tilgængeligt online her.

Deadline den 20. september

Det er muligt at tilmelde sig til konferencen via akkrediteringsformularen her.

Deadline for akkreditering er den 20. september 2021 klokken 12.00 og prisen for at deltage er 300 kroner, hvilket inkluderer mad og drikke på dagen samt en afsluttende drink. I tillæg kan man tilmelde sig netværksmiddag om aftenen til 500 kroner. Konferencen har et begrænset antal pladser. Senest den 21. september vil man få svar på, om man har fået en plads, som derefter skal bekræftes ved betaling af deltagergebyret.

  • For yderligere information om konferencen, kontakt venligst info@buster.dk