DR's formand: ’DR står stærkt’

Marianne Bedsted gør status efter det første år i stolen. Hun ser mod og højt engagement i DR og mener, at DR står stærkere efter et 2019, hvor en ny strategi blev lanceret.

Marianne Bedsted har været formand for DR siden 1. januar 2019. (Foto: © Studio Waelder, Ulla Waelder studioWaelder Dornbirn)

Marianne Bedsted tager imod på sit kontor i stormagasinet Salling på Strøget i Aarhus. Det er herfra, hun som administrerende direktør har ansvar for Sallings stormagasiner i Aarhus og Aalborg og kæderne Starbucks og Carl's Jr. i Danmark.

Siden 1. januar 2019 har hun desuden været formand for DR’s bestyrelse. Det har været en slags ’år 1’ efter spareplanen og afskedigelsesrunden i efteråret 2018, og et år, hvor DR har præsenteret en ny strategi – ’Sammen om det vigtige’ – frem mod 2025.

Marianne Bedsted tiltrådte nogle måneder efter, at politikerne havde vedtaget, at DR skulle skæres med 20 procent. Hun mener, at DR i årets løb er kommet videre fra den politiske modvind, man stod i, da hun tiltrådte nytårsdag 2019.

- Det har været et virkeligt spændende og lærerigt år. Alle DR’s dygtige medarbejdere har holdt fokus på at lave godt kvalitetsindhold – det er imponerende. Jeg mener, vi står stærkere nu. Vi har fået en ny strategi, der bygger ovenpå spare- og udviklingsplanen. Den kigger fremad og sætter retning. Det har gjort os stærkere, det vi har været igennem, og jeg oplever ikke ynk, selvom det er hårdt, siger DR’s bestyrelsesformand.

Klar strategi på tre væsentlige punkter

Hun synes, at 2019 bød på en rigtig god strategi fra DR’s hånd.

- Det ville nok være underligt, hvis jeg mente noget andet, smiler Marianne Bedsted og fortsætter:

- Der har været rigtig gode drøftelser i bestyrelsen, og jeg synes, strategien blev meget klar på tre væsentlige punkter: Den er ambitiøs, har klare mål og er borger-fokuseret. Man kan se i strategien, hvordan vi vil udvikle DR og sikre, at vi er noget for alle danskere. Jeg har en god fornemmelse af den.

Marianne Bedsted har en klar opfattelse af, at strategien er blevet godt modtaget internt i DR, og det er meget vigtigt.

- Eksternt – blandt politikere og branchefolk – blev den også modtaget meget positivt. Jeg tror, det er fordi, den er meget tydelig og klar, og vi har taget den økonomiske situation med. Det er til at forstå for alle, hvad det vil betyde, hvis den næste fase af besparelser skal gennemføres.

Kritiske røster kunne måske finde på at sige, at strategien er gammel vin på nye flasker, og at DR altid har haft rollen med at løfte de tre centrale public service-ambitioner: demokrati, kultur og fællesskaber.

- Det kan du have ret i. Formålet med strategien har været at finde ind til kernen af DR snarere end at finde på nye retninger. Og så mener jeg ikke, at retning og hvad vi bliver målt på, har været så klar og tydelig, som det er i strategien - herunder de tre public service-ambitioner. Når noget fungerer godt – og det gør DR – så handler det om at tune det til at blive endnu bedre. Det er vigtigere end bare at finde på noget nyt.

Ville være tydelige

I løbet af DR i 2019 valgte DR at gå offensivt ud og fortælle om konsekvenserne af store besparelser.

- Vi kom med eksempler på, hvad fase 2-besparelserne vil betyde, og det er meget offensivt. Vi har drøftet meget i bestyrelsen, om vi skulle gøre det, for der er fordele og ulemper ved det. Men vi har syntes, at det skulle være tydeligt for politikerne, hvad konsekvenserne er. Det er svært for politikerne, hvis de ikke ved, hvad fase 2 indebærer. Derfor var det nødvendigt, for ellers risikerer vi, at de bagefter peger fingre ad os og siger, at vi ikke var tydelige nok. Så jeg synes, vi har gjort vores forarbejde godt ved at være konkrete.

Marianne Bedsted er klar i mælet, når det drejer sig om at føre strategien ud i livet:

- Vi kommer ikke til at stå i 2025, uden at målene er indfriet, lyder det prompte fra hende.

- I min verden er eksekvering den store og vigtigste del af strategien. Nu skal vi have arbejdshandskerne på, og vi kommer i bestyrelsen til at følge det tæt. Vi følger op på mål, indsatser og retningen. Strategien er et levende værktøj, hvor vi hele tiden ser på, hvor vi er. Går det ikke i den rigtige retning, må vi justere.

DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn taler ofte om, at DR skal vise mod, og det mener Marianne Bedsted også sker.

- Jeg ser det flere steder. Programmæssigt ser jeg det for eksempel i ’Doggystyle’ og ’Fred til lands’. Med strategien er vi modige. Vi har klare og ambitiøse mål – for eksempel med værdi over volumen, som er en ny retning, hvor lytter- og seertal ikke er det afgørende, men den værdi, DR’s indhold skaber. Jeg ser det i fase 1-besparelserne, hvor der er truffet nogle hårde prioriteringer. Jeg ser mod mange steder i organisationen, siger Marianne Bedsted efter sit første år i formandsstolen.