Kvinder er fra Kanal 4, mænd er fra TV3 Max

Vi er langt fra eksperter i køn, men vi ved noget om medier og mediebrug. Og når man kigger på danskernes mediebrug anno 2019, springer det i øjnene, at mænd og kvinder har ret forskellige vaner. Rambo har en overvægt at mandlige seere, mens royale begivenheder har flest kvindelige seere.

Men sandheden om danskernes mediebrug er selvfølgelig langt mere nuanceret. For selvom yderfløjen er meget karikeret, ligger mange tv-programmer faktisk midt imellem, og der er stadig meget indhold, der kan samle kønnene foran kassen.

I graferne herunder kan du orientere dig om kønnenes foretrukne indhold og få inputs til, hvordan dit køn kommer til udtryk i dit valg af tv-programmer og -kanaler – er du mest til testosteronpumpede actionfilm, noget om royale babyer eller er du måske bare som de fleste: et sted derimellem eller lidt til det hele?