Nu vender ’Debatten’ og Clement tilbage på DR2

’Debatten’ på DR2 er retur med fire programmer før sommerferien om Danmark og coronakrisen. Første gang er den 28. maj.

'Debatten' med Clement Kjersgaard er tilbage fra den 28. maj, og de første fire udsendelser handler om Danmark og coronakrisen.

- De seneste to måneder har været historiske - og har stillet samfundet overfor en helt ny serie af dilemmaer. Spørgsmålene er mange: Bliver coronakrisen en parentes eller en milepæl? Hvad betyder krisen for samfundsudviklingen? Og kan den varigt forandre det politiske landskab, vi kender?

Sådan spørger vært Clement Kjersgaard forud for de fire udgaver af ’Debatten’ på DR2 om Danmark og coronakrisen. Programmet blev, i lighed med så mange andre DR-produktioner, sat på pause, da store dele af DR - i henhold til regeringens beslutning - lukkede i marts.

Nu er ’Debatten’ så snart tilbage. Den første gang bliver torsdag den 28. maj klokken 20.00 på DR2, og derefter kommer ’Debatten’ på skærmen yderligere tre gange før sommerferien – den 4., 11. og 18. juni.

Danmarks løbende borgermøde

- Vi ved, at seerne har savnet udsendelsen, og det har vi i den grad også. ’Debatten’ er jo hele Danmarks løbende borgermøde, hvor politikerne og andre magthavere møder vælgerne og dermed: virkeligheden, siger Clement Kjersgaard.

I januar var det 10 år siden, at programmet blev relanceret med Clement som vært.

Normalt er der publikum i studiet til ’Debatten’, men da der lige nu højst må forsamles 10 mennesker på et sted, bliver forårets og sommerens udsendelser optaget uden tilhørere på sæderne i studiet.