Forkert oplysning om mundbind og coronapas på skoler

I en "Tæt på" artikel, hvor eksperter svarer på spørgsmål, blev svaret, at skoler fortsat kan kræve mundbind og coronapas. Det er imidlertid ikke rigtigt.

- Kan institutioner stadig forlange at forældre bruger mundbind ved inde aflevering?

Sådan spurgte brugeren "Tom" DR's sundhedsanalytiker Anders Heissel i denne "Tæt på"-artikel.

I første omgang fremgik det af svaret, at en folkeskole fortsat kan indføre krav om mundbind og coronapas. Det er imidlertid ikke korrekt.

Ifølge Undervisningsministeriet kan en skolebestyrelse og en skoleleder godt lave visse smitteforebyggende tiltag som at lave gruppeopdelte frikvarterer eller aflyse større sociale arrangementer på tværs af klasser. Men skolen har derimod ikke mulighed for at kræve coronapas eller stille krav om mundbind/visir. Skolen må dog gerne opfordre forældre og andre besøgende på 12 år og derover til at bruge mundbind eller visir, når de opholder sig på skolen. DR beklager fejlen.