Lars står for grafikken på skærmen: ’Det er en stor udfordring at gøre noget nemt at bruge’

Lars Henriksen arbejder med Viz, der kort fortalt er den grafik, som du ser på skærmen under forskellige programmer.

Lars Henriksen arbejder med grafik på skærmen. Foto: DR.

- Vi vil gerne have lagt en font i Viz'en. Vi sender om en uge, hvad skal I bruge?

Det er en af de mange forespørgsler, som Lars Henriksen og hans team modtager ofte. Men hvad er det der Viz egentligt for noget, og hvorfor tager det så pokkers lang tid at lave det?

Viz er kort fortalt den grafik, som seerne ser på skærmen under forskellige programmer. Det kan være navneskilte (navnesubter), lokationer (stedangivelser), overskrifter, rulletekster og scoreboards til MGP og quizprogrammer.

Viz bliver brugt i alt fra TV-Avisen, 21Søndag, Vejret, breaking og nyheder på DR2, juleshow, gudstjenester, ’Fællessang’, Dronningens Nytårstale og sportsprogrammer - listen er lang.

Bygges op fra bunden

Lars Henriksen forklarer her, hvordan han dagligt arbejder med Viz-design:

- Vi modtager et sæt videoer eller billeder fra en designer til en given produktion. Vores opgave er at omsætte disse design til skabeloner. Vi bygger grafikken op igen fra bunden i Viz-systemet. Alt skal bygges med den mængde fleksibilitet, der er behov for for at kunne fortælle historien nemmest muligt. Med fleksibilitet mener jeg for eksempel antallet af linjer på et navneskilt, eller om det er med eller uden billede. Der kan være flere forskellige typer baggrunde – baggrunde, der dynamisk skifter størrelse baseret på antallet af karakterer, der senere skal indtastes i templaten. Der er utroligt mange parametre, der skal holdes styr på ved hvert grafik-element, og til tider finder vi ting og problemer, der slet ikke var tænkt på fra starten, hvilket vi selvfølgelig også løser, siger han.

For Lars er det sværeste ved hans arbejde at gøre templaten nem for hans kollegaer at bruge:

- Jeg kan roligt sige, at jeg har haft fingre i de fleste templates, der dagligt bruges hundredvis af gange af en masse brugere. Det kræver noget, der er gennemtestet og driftssikkert. Det, der gør det nemt for dem, er det, der giver mig den største udfordring i mit job, og det er denne del, jeg sætter en stor ære i at lave. Hvis det ikke er nemt at anvende af brugerne, så vil det ikke blive brugt.

  • Nogle eksempler på grafik på skærmen - for eksempel her fra 'Vores Vejr'.
  • TV-Avisen
  • ...og '21 Søndag'.
1 / 3

Simple løsninger kan være avancerede

DR har knap 70 Viz-maskiner på tværs af studier, produktionskontroller, nyhedsdesign og teknologisk udvikling.

Selv de mest simple løsninger kan være avancerede at implementere i Viz-systemet. Lars bruger derfor selv aktivt flere professionelle netværk, hvor han får hjælp og hjælper andre eksperter selv:

- Jeg har selv et netværk af dygtige Viz-designere, som jeg trækker på, når jeg har brug for det. Jeg elsker at hjælpe, hvor jeg kan. Når en Viz-designer på den anden side af kloden skriver på Vizrt’s forum eller i Facebook-gruppen efter hjælp, så er jeg særdeles aktiv dér også. Jeg blev spurgt af en fyr fra Indien engang ’Sir, why are you helping me?’ Svaret var ’Because I can’.