Leg og lær med ultra:bit

Kom forbi ultra:bit-området på Kulturnatten i København og bliv inspireret, underholdt og klogere på teknologi, kodning og klimaet.

ultra:bit holder flere gange om året 'KreaKodeCamps' rundt om i landet. Her i Odense, hvor en 4. klasse har vundet i konkurrencen 'guldbitten'. (Foto: © Robert Wengler)

Hvor: Indre Gade

Hvornår: Klokken 18.00 til 22.00

DR’s læringsprojekt ‘ultra:bit’ er igen i år til stede på Kulturnatten i DR Byen. Mange børn har allerede stiftet bekendtskab med ultra:bit i skolen og på DR Ultra, men på Kulturnatten kan du være endnu mere med - eller måske møde projektet for første gang.

Målet med ultra:bit er blandt andet at inspirere børn til at blive skabere med teknologi frem for bare at være forbrugere af den.

Der er masser af spændende aktiviteter med ultra:bit på Kulturnatten. Børn, forældre og bedsteforældre kan for eksempel prøve at kode med mikrocomputeren ‘BBC micro:bit’ og deltage i konkurrencer, hvor teknologi spiller hovedrollen.

Der vil også være en ‘Challenge Stafet’, hvor du kan dyste i et festligt multiplayer-spil og måske ende med at blive den heldige vinder af Guldbitten, som udløses tre gange i løbet af aftenen.

Knæk klimakoden

ultra:bit har i øjeblikket gang i en landsdækkende konkurrence under navnet ‘Knæk Klimakoden’. Konkurrencen handler om at komme med bud på, hvordan man med teknologi og fantasi kan være med til at skabe en grønnere verden.

Hele aftenen kan du prøve nogle fantasifulde teknologiprojekter inspireret af FN's verdensmål og blive klar til selv at gå i gang med konkurrencen 'Knæk Klimakoden'.

Du behøver overhovedet ikke at være et teknologi-geni for at være med. ultra:bit-arrangementet er for børn i alle aldre og voksne med barnlige sjæle. Alle kan lære noget nyt, og hele aftenen vil teknisk kyndige folk fra foreningen Coding Pirates stå klar til at hjælpe dig.

Coding Pirates, der er samarbejdspartner i ultra:bit, vil desuden vise nogle af deres egne projekter frem for at vise, hvor mange muligheder, kodning og teknologi åbner op for.