Kom til morgenmøde om udviklingen i danskernes mediebrug

Kom til DR Deler-morgenmøde og bliver taget med igennem indsigterne i den dugfriske medieudviklingsrapport, når chef for DR Medieforskning Dennis Christensen sætter fokus på udviklingen i danskernes mediebrug.

Dennis Christensen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Dato: Onsdag den 1. februar 2023

Tid: Fra kl. 8.30 til 9.30

Sted: DR Koncerthusets Studie 4, Emil Holms Kanal 20, 0999 København K

Medieudviklingsrapporten for 2022 er på trapperne og sætter fokus på året, hvor danskernes digitale mediebrug for første gang overhalede det analoge. Det giver anledning til at tage temperaturen på det danske streamingmarked og se på, om podcast fortsat er i vækst. På morgenmødet kan du også blive klogere på den news-fatigue, der er opstået ovenpå et par tunge nyhedsår, få en status på brugen af sociale medier og høre medieforskernes perspektiver på, hvad det betyder for unge (og ældre), at en større og større del af virkeligheden opleves gennem et insta-filter.