Musik er en grundpille i DR’s samlede kulturtilbud og et vigtigt strategisk fokus, men der har gennem årene været en underrepræsentation, når det kom til kvindelige musikere, der blev spillet i radioen.
I 2021 lancerede DR derfor 'Kvinder i Musik' med en klar ambition om, at DR sammen med den øvrige musikbranche skal spille en større, og mere proaktiv rolle for at forbedre repræsentationen af kvinder i musikken.
Til DR Deler-arrangementet ’Mangfoldighed i DR’s musiktilbud: Kvinder i musik’ tirsdag den 16. maj 2023 gav Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef for Kultur, Debat & Musik, Augusta Misha Glahn-Abrahamsen, musikredaktør for P3, og Ralf Richardt Strøbech, chef for DR Musik, en status på, hvordan det går med DR’s arbejde med mangfoldighed. Se videoen fra arrangementet og få svar på:
- •
Hvordan projektet ’Kvinder i musik’ opstod
- •
Hvordan DR arbejder med mangfoldighed i musiktilbuddet – herunder bedre kønsbalance
- •
Hvordan DR sammensætter radiokanalernes playlister og udvælger musik
- •
Hvad de største barrierer er i arbejdet med repræsentation og mangfoldighed i musik på DR
- •
Hvordan DR arbejder med at undgå bias
- •
Hvad de næste skridt er i arbejdet med repræsentation og mangfoldighed i DR’s musiktilbud.
Du kan også høre, hvordan der er blevet arbejdet intenst med DR's musikudvalg, der har det endelige mandat i musikudvælgelsen. I udvalget sidder forskellige repræsentanter i form af værter, redaktører, planlæggere og praktikanter, som udskiftes løbende, og hvor kønsbalancen er så tæt på 50/50 som muligt.
Her to år efter, at ’Kvinder i musik’ blev lanceret, er andelen af dansk musik med kvindelig hovedkunstner eller kvindelig repræsentation i bands eller orkestre på DR’s radioflader steget fra 36 procent til 46 procent. På tværs af DR spilles der altså nu markant oftere musik skabt af og med kvinder.