DR Direkte-arrangementer
DR laver masser af indhold. Noget taler til børn med hang til Motor Mille. Andet taler til dem, der elsker fakta om 2. verdenskrig. De nyhedshungrende kan også få deres sult stillet.
Der skal gerne være noget til alle hos DR. Måske ønsker du mere af indhold, vi allerede laver, eller måske er du nysgerrig på noget omkring DR?
Til arrangementerne ’DR Direkte’ har du mulighed for at stille spørgsmål eller komme med input til, hvad DR gør godt, og hvad DR kan gøre bedre. Vi vil gerne høre, hvilke forventninger vores seere, lyttere og brugere har.
Nogle arrangementer har et tema, andre har en bredere dagsorden. Men vi kommer rundt i alle DR’s distrikter i løbet af året. Det kan være på arbejdspladser, institutioner eller DR-adresser.
Ved hvert arrangement vil der være en vært og en af DR’s direktører. Af og til vil generaldirektøren også lytte med.
Stik endelig hovedet forbi, hvis du gerne vil fortælle os, hvad DR betyder for dig. Her på siden kan du løbende følge med i, hvor arrangementerne dukker op. Vær opmærksom på, at der er begrænsede pladser.
DR Panelet
Er tiden knap, men har du alligevel lyst til at fortælle os, hvordan DR klarer sig, eller hvordan vi kan blive bedre?
Så fortvivl ikke. Vi har nemlig et digitalt talerør til dig. Vi stiller en række spørgsmål for at lære mere om, hvordan vi kan udvikle os. Det tager ikke mange minutter, og vi bliver glade for dine svar.
Meld dig til DR Panelet her, hvis du gerne vil være med. Så kan du være heldig at blive udtrukket til at svare på spørgsmål om DR’s virksomhed.
Arrangementer for og om unge
Synes du, at DR er for ”de gamle”? Eller kan du måske lide at streame indhold fra DR3? Ligegyldigt hvad, så vil vi meget gerne snakke med unge om DR.
Én gang om året inviterer vi ind eller drager ud for at møde de unge, hvor de er. Temaer og værter vil variere, og vi lytter til, hvad der rører sig, når det kommer til unges brug af medier, nyheder og andet indhold.
Vi er altid meget interesseret i at tale med dem, som ikke ”bare” tænder fjernsynet og stiller ind på DR.
DR Direkte på Folkemødet
Hvert år i juni rykker en perlerække af programmer ud af DR for at sende fra Folkemødet på Bornholm. Det sker på DR’s store scene placeret på havnen i Allinge.
På scenen kan folkemødegængerne også se DR Direkte, hvor generaldirektøren i DR inviterer til en god diskussion. Her debatterer en lille håndfuld mennesker et spændende emne med relation til medier, nyheder eller andet, der har med public service at gøre.
DR Deler
Hvordan laver man undergravende, men samtidig underholdende dokumentarer? Hvordan fanger man unges opmærksomhed i en verden med utallige medier? Eller hvordan laver man seværdige vejrudsigter?
Det har vi i DR gode bud på, da vi hver dag har fingrene i mediebolledejen. Vi deler gerne ud af vores viden, hvis nogle er interesserede i at høre mere. Derfor laver vi lejlighedsvise arrangementer, hvor vi fortæller om forskellige emner.
Møder med lytter- og seerorganisationer
DR mødes med blandt andet Samarbejdsforum for danske Lytter- og Seerorganisationer (SLS) og KLF Kirke og Medier i såvel DR Byen som i DR’s distrikter. Her bliver det vendt, hvad der sker i DR, og hvad lytter- og seerorganisationerne har på sinde.