Du kender historien bedre end din egen bukselomme. Eventyret om den grimme ælling, der blev til en smuk svane og ramte den lige i r…. Fortællingen om den lille nation, der kom med på et afbud og forbløffede hele fodboldverden.
For 25 år siden var Sverige vært for Europamesterskabet i fodbold. Birger Peitersen og Carsten Werge var sammen med Jens Jørgen Brinch og et lille hold af teknikere og tilrettelæggere blevet udvalgt til at dække slutrunden for P3.
“Vi var et sammentømret hold, Jens Jørgen, Carsten og jeg, og vi glædede os til at komme til Sverige, også selvom Danmark ikke skulle med,” siger Birger Peitersen.
Birger Peitersen er tidligere træner for Brøndby og har en fælles fortid med flere af spillerne i den daværende landsholdstrup. Men selv ikke han kunne forudse, hvad der var i vente for de danske spillere.
“Det danske landshold havde haft en gylden periode i 80’erne, og nu havde vi hverken kvalificeret os til VM i ‘90 eller EM i ‘92. Man havde ingen forventninger til, at det her skulle blive noget, der gik over i historien,” siger Birger Peitersen.
“Screw down a little bit the expectations”
Men det skulle blive en historisk slutrunde - omend ikke på en lidt trist baggrund.
Jugoslavien, der havde kvalificeret sig til mesterskaberne foran Danmark, blev udelukket fra turneringen på grund af borgerkrig i landet. Dermed var der en ledig plads i gruppespillet.
“Rent sportsligt var landsholdet bare fyld i turneringen. Der manglede et hold i en af grupperne, og den plads fik vi. Forventningerne var nærmest ikke-eksisterende,” siger Birger Peitersen.
Forventningerne til det danske landshold var virkelig helt i bund forud for turneringen. Ikke mindst på grund af den danske træner, Richard Møller Nielsens, udødelige ord, der dannede rammen om fortællingen: “Screw down a little bit the expectations”.
Forventningerne blev ikke meget højere af, at Danmark var havnet i en gruppe bestående af værtsnationen Sverige og fodboldgiganterne Frankrig og England.
“Jeg kan huske at vi så gruppen og tænkte: Vi kan ligeså godt blive hjemme,” siger Birger Peitersen.
Men der var ikke noget at gøre. Danmark skulle til Sverige, uanset om vi så blev banket gule og blå. For Birger Peitersen og Carsten Werge var det ikke meget anderledes end at dække enhver anden fodboldkamp, og turen fra København til Sverige var ikke meget længere end en tur til Herning.
“For os var det som en sommerudflugt. Vi skulle bare lige over på den anden side af Øresund og se landskamp. Der var overhovedet ikke den eufori, som man normalt forbinder med en slutrunde,” siger Carsten Werge.
Treenigheden
Jens Jørgen Brinch, Carsten Werge og Birger Peitersen havde kommenteret fodbold sammen mange gange før slutrunden. Men akkurat som det danske landshold blev bedre og bedre i løbet af slutrunden, var det også som om, de tre kommentatorer voksede med opgaven.
“Vi mente jo selv, at vi var de bedste til det, vi gjorde, men der er ingen tvivl om, at vi blev spillet endnu mere sammen under slutrunden. Til sidst vidste vi nærmest, hvad den anden ville sige, før han overhovedet åbnede munden. Det var meget specielt,” siger Carsten Werge.
Birger Peitersen beskriver kemien i studiet som en treenighed af personligheder, der supplerede hinanden.
“Jens Jørgen var en jysk klippe, og Carsten var en københavnsk vulkan, der kunne gå i udbrud når som helst. Der var en fantastisk ping-pong i studiet, som kun blev bedre, jo længere vi kom hen i forløbet,” siger Birger Peitersen.
Jens Jørgen Brinch døde i sommeren 2013 efter et længere sygdomsforløb. Carsten Werge husker ham som en ærlig mand, der aldrig holdt igen med at sige sin mening.
“Jens Jørgen er en af de mest fantastiske mennesker, jeg er stødt på i mit arbejdsliv. Han var aldrig bleg for at sige, hvad der faldt ham ind. Han havde en viljestyrke og et gåpåmod som ingen andre, hvilket han også viste i de sidste år af sit liv,” siger han.
Carsten Werge har kun roser tilovers for sin tidligere kollega, og der går sjældent lang tid imellem, at han sender en tanke til sin rødhårede ven.
“Nogle mennesker bliver glemt, når de dør, men ikke Jens Jørgen. Han var genial. Jeg har stadig et billede af ham stående på mit kontor. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på ham,” siger Carsten Werge.
Med æren i behold
Den 11. juni 1992 spiller Danmark første kamp i turneringen mod England i Malmø. Hjemme i Danmark er de fleste på vej hjem fra arbejde, og mange lytter med i radioen, mens Birger Peitersen, Carsten Werge og Jens Jørgen Brinch beskriver og kommenterer begivenhederne i Sverige.
Kampen ender 0-0. Ikke en prangende præstation, men et klædeligt resultat for de rød-hvide.
Der ventede dog større modstand i andet opgør, hvor man skulle møde værtsnationen Sverige på det legendariske Råsunda Stadion. Igen bevarer de danske fodboldherrer værdigheden, men må alligevel se sig slået 1-0 på et mål af Tomas Brolin.
Nok er det aldrig sjovt at tabe til vores gamle arvefjender, men der var alligevel ikke meget at sætte på de undertippede danskeres præstation.
“Sverige var værtsnation og havde et stærkt hold, så der var ingen skam i at tabe til dem,” konstaterer Birger Peitersen.
Dansk viljestyrke og fransk arrogance
Efter to kampe og et enkelt point var det danske landsholds rolle næsten udspillet ved slutrunden. Nu manglede den måske sværeste kamp i gruppespillet på Malmø Stadion, hvor de tidligere EM-mestre Frankrig ventede.
“Man havde ikke scoret endnu, men vi havde æren i behold efter to svære kampe. Nu gjaldt det bare om ikke at falde igennem mod Frankrig og så kunne alle tage tilfredse hjem,” siger Birger Peitersen.
Under gruppespillet boede radioholdet på et lille hotel i Landskrona, der blev bestyret af en svensk familie. Alle regnede med, at når Danmark havde spillet mod Frankrig, så var turneringen slut for danskernes vedkommende. Derfor tjekkede radioholdet ud af hotellet, inden de tog til Malmø.
Det franske landshold med Michel Platini ved roret og fodboldlegender som Jean-Pierre Papin og Eric Cantona i startopstillingen havde alt at spille for. Danmark lå nederst i gruppen, og havde ikke scoret et eneste mål endnu. Det var mildest talt et bjerg, der skulle bestiges.
“Der lå en trods i det danske landshold. Man så franskmændene som tilbagelænede og arrogante, og ville for alt i verden bevise, at det her ikke var nogen walk-over for Platinis mænd. De danske spillere lugtede blod,” siger Birger Peitersen.
Der gå da heller ikke længe, før danskerne viser, at de ikke har tænkt sig at give op uden kamp. Efter otte minutter scorer Henrik “Store” Larsen Danmarks første mål i Sverige, og herefter er det som om, Franskmændene får rystet arrogancen af sig.
Efter en time udligner Jean-Pierre Papin, og det ligner et forventeligt exit for det danske landshold. Men en fodboldkamp varer som bekendt 90 minutter, og i det 78. minut sender Lars Elstrup bolden i nettet til slutresultatet 2-1.
Gruppens anden kamp ender 2-1 til Sverige efter et sent mål af Tomas Brolin. Dermed er det en kendsgerning, at Danmark og Sverige er videre fra gruppen, mens England og Frankrig må tage hjem med bøjede hoveder. Eventyret er for alvor begyndt.
Tre konger i Landskrona
Efter kampen måtte radioholdet ringe tilbage til hotellet i Landskrona for at høre, om der stadig var ledige værelser. Da de vendte tilbage blev de modtaget, som var det dem, der havde vundet over Frankrig.
“De havde jo nok regnet ud, at vi fik brug for at blive lidt længere, så de havde allerede gjort værelser klar. Vi kom tilbage til hotellet sent på aftenen og blev modtaget som konger. Den søde familie havde stillet natmad frem, og der var øl og snaps i lange baner,” siger Carsten Werge og tilføjer, at radioholdet naturligvis ikke drak sig fulde.
Fire dage senere skulle Danmark spille semifinale i Göteborg. Her ventede mægtige Holland med ikoner som Ruud Gullit, Ronald Koeman og verdens på det tidspunkt bedste angriber, Marco van Basten i truppen.
Ingen ved præcis, hvorfor det kunne lade sig gøre, at en lilleput-nation, der ikke engang havde kvalificeret sig, kunne gå hen og blive europamestre. Birger Peitersen husker, at de danske spillere var som forvandlede under slutrunden.
“Det, jeg var mest imponeret over ved de danske spillere, var viljestyrken. De blev ved med at spille bolden rundt, selvom det var fristende at stille sig ned foran eget mål og forsvare. De blev ved med at tro på det. Det var som om, de aldrig løb tør for kræfter,” siger han.
Selvom der var flere rutinerede herrer på det danske landshold, kan man roligt sige, at spillerne overpræsterede både som hold og individuelt. Et godt eksempel på dette er, at Henrik “Store” Larsen blev turneringens topscorer sammen med angrebslegenden Dennis Bergkamp.
“Det svarer til, at William Kvist bliver topscorer i Rusland sammen med Ronaldo eller Messi” siger Birger Peitersen med et smil.
Henrik Larsen scorer to mål i første halvleg, mens Dennis Bergkamp laver en enkelt pind for hollænderne. Med fem minutter igen er stillingen 2-1, og danskerne kan lugte sensationen. Men fem minutter før tid sker det, der ikke må ske. Frank Rijkaard udligner og eventyret er for en stund sat på pause.
“Da den bliver 2-2 tænker vi, at nu er luften gået ud af ballonen. Hollænderne havde momentum, og vi skulle i forlænget spilletid, selvom Sivebæk dårligt nok havde luft til at løbe med tilbage. Der var vi virkelig nervøse i studiet,” siger Birger Peitersen.
Van Basten og det brændte straffespark
De ellers utrættelige danske spillere, er endelig ved at løbe tør for kræfter. Alligevel viser de viljestyrke og forsvarer sig igennem den forlængede spilletid. Kampen skal nu afgøres på straffesparkskonkurrence.
“Vi har aldrig været særligt gode til straffespark. Holland derimod havde nogle af de bedste skytter på jorden og Hans van Breukelen på mål. Jeg tænkte på det tidspunkt, at røg vi ud, ville det være en sejr blot at være nået så langt, og vi kunne tage hjem med oprejst pande,” siger Birger Peitersen.
Ronald Koeman banker som forventet det første hollandske straffespark ind bag Peter Schmeichel. Henrik Larsen sparker først for danskerne, og sætter den i målmandens venstre side. Hans van Breukelen får handsken på, men må alligevel se kuglen gå i mål. Danmark er stadig med, og nu skal van Basten sparke.
“Så står de der, Peter Schmeichel og Marco van Basten. Verdens bedste angriber overfor verdens bedste målmand. Vi får nok aldrig en duel som den at se igen, hvor en dansker er involveret,” spår Birger Peitersen.
Van Basten tager et langt tilløb mod bolden og sparker hårdt med indersiden. Den danske keeper venter til sidste sekund med at kaste sig og går til den rigtige side. Med to stærke hænder blokerer han verdensstjernens spark, og nu har Danmark for alvor en chance.
“Da Peter napper det forsøg fra van Basten, der tænker jeg: “Okay, så er det nu. Det her ér chancen.” Jens Jørgen og Carsten var temmelig cool, husker jeg, men det var nok fordi, de ikke turde tro på det endnu,” siger Birger Peitersen
Flemming Povlsen sparker næste spark. Igen går Hans van Breukelen til den rigtige side og får hånden på, men heldet var bare med danskerne. Hollænderne scorer sikkert på de tre resterende forsøg, mens både Kim Vilfort og Lars Elstrup også scorer på deres straffespark.
Ansvaret ligger nu på Kim Christoftes skuldre, der med en scoring kan sende Danmark i finalen. Både han og Birger Peitersen har en fortid i Brøndby.
“Kim har aldrig brudt sig om, hvad andre tænker. Han er kold som en brøndgravers bagdel. Hvis der er én mand, der passer til så sindssyg en situation, så er det ham. Og det skulle vise sig,” siger Birger Peitersen.
Og det skulle det. Den tidligere Brøndbyspiller tager sig god tid ved bolden, og sikrer sig, at alle danske og hollandske negle er bidt helt i bund, før det afgørende øjeblik. Efter verdens korteste tilløb udplacerer han den rutinerede målmand med en blød inderside og sender Danmark i finalen til den samlede fodboldverdens forbløffelse.
“Hvis stemningen i et studie nogensinde har været knitrende, så var den det der. Vi opfordrede alle de, der hørte det i bilen, til at køre ind til siden for ikke at lave ulykker. Intensiteten var helt i top,” siger Birger Peitersen.
Finalen
Den 26. juni 1992 skal Danmark møde Tyskland i finalen i Göteborg på Nya Ullevi stadion. Tyskerne er favoritter og stiller op med spillere som Matthias Sammer og Jürgen Klinsmann i startopstillingen. Dog er det svært atscrewe forventningerne ned på det niveau, der har bragt lilleputnationen så langt i turneringen.
Og rigtig svært bliver det efter 18 minutter, hvor en anden tidligere brøndbyspiller, John ‘Faxe’ Jensen, rammer bolden et vist sted og bringer Danmark på 1-0.
“Jeg har aldrig set John sparke sådan til en fodbold, men hvis man skal gøre det én gang i livet, så skal det da være der på dén scene,” siger Birger Peitersen.
“Jens Jørgen og jeg råbte så højt i munden på hinanden, at vi fik et bebrejdende blik fra vores tekniker, Gitte, fordi mikrofonerne ikke kunne holde til det,” siger Carsten Werge.
Danmark fører EM-finalen, og de tre kommentatorer er på ny helt oppe i det rød-hvide felt.
Birger Peitersen må fatte sig for at bevare professionalismen.
“Jeg husker, at jeg bare kunne se Jørgen og Carstens munde bevæge sig, mens jeg tænkte: “Ok, det sker faktisk det her,” siger Birger Peitersen.
Stemningen i studiet knitrer igen, og de tre kommentatorer lader sig rive med. Som kampen skrider frem bliver en god tackling til “en dejlig tackling” og de taktiske analyser bliver til “giv nu Brian bolden, så vi kan få den op ad banen!”
Efter 78 minutter og flere fantastiske Schmeichel-redninger, er det nok en brøndbyspiller, der giver kommentatorerne endnu mere at juble over. Kim Vilfort tæmmer bolden med, hvad der ligner hånden, men dommerens fløjte forbliver tavs, og danskeren udbygger føringen.
“Er der frispark? Nej, der er mål! Og det er godkendt!” jubler Birger Peitersen i studiet, mens de danske spillere fejrer scoringen. Titlen er meget tæt på, men de tre kommentatorer vil ikke skrive under på noget, før kampen er fløjtet af.
“Det var jo Tyskland, så vi turde bestemt ikke annoncere noget som helst, før vi var helt, helt sikre på, at sejren var en kendsgerning,” siger Birger Peitersen.
Men efter 90 minutter ér det en kendsgerning. Holdet, der ikke engang var kvalificeret, har trodset alle odds og skal om lidt løfte trofæet i Göteborg. De danske spillere falder om på banen, og kommentatorerne havde nok gjort det samme i studiet, hvis der ikke var stole under dem.
“Vi slog hinanden på skuldrene, mens vi annoncerede sejren i radioen. Vi brugte det allersidste krudt vi havde, på at beskrive denne her fantastiske triumf, mens vi spåede om, hvad det ville betyde for spillerne og dansk fodbold i fremtiden. Euforien var fuldt til stede,” siger Birger Peitersen.
En følelse af tomhed
Efter lidt tid bliver der stillet om til studiet i København, og de tre kommentatorer sidder tilbage med en følelse, der bedst kan beskrives som speciel. Birger Peitersen husker især dette øjeblik meget tydeligt.
“Jens Jørgen, Carsten og jeg sad som forstenede og skuede ud over Nya Ullevi, hvor de danske spillere løb rundt, mens vi skiftedes til at sige: “Den er god nok” og “det var satans”. Det var en meget mærkelig tom fornemmelse, for vi var jo lykkelige, men også helt udmattede,” siger Birger Peitersen.
Den danske anfører, Lars Olsen, var anfører i Brøndby under Birger Peitersen tid som træner. Efter finalen omfavnede de to hinanden, og Birger Peitersen måtte forsikre ham om, at de virkelig havde vundet, og det hele ikke bare var en drøm.
“Lars og jeg mødtes efter finalen og gav hinanden en kæmpe krammer. Han sagde til mig: “Jeg forstår det ikke. Jeg fatter ikke, hvad der lige er sket. Der en eller anden, der bliver nødt til at knibe mig i armen,” og det forstår man jo godt, for det var meget uvirkeligt alt sammen,” siger Birger Peitersen.
Carsten Werge husker tilbage på slutrunden som noget af det største i hans karriere.
“Det var en stor ære at få lov til at dække EM, og det vil det altid være. Men det er selvfølgelig sjovest, når Danmark er med. Når vi så går hen og vinder det hele, ja det er once in a lifetime,” siger han.