Årets ildsjæl er fundet: Aarhusiansk orkesterchef får P8 Jazz Prisen

Anders Ørbæk, der er orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra, fik onsdag aften overrakt ’P8 Jazz Prisen 2022 – Årets Ildsjæl’ ved Danish Music Awards Jazz i Musikhuset Aarhus.

Orkesterchef Anders Ørbæk fra Aarhus Jazz Orchestra blev årets modtager af ’P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl’. Foto: Aarhus Jazz Orchestra.

For første gang nogen sinde blev Danish Music Awards Jazz 2022 holdt i Aarhus i år i Musikhuset, og det blev også en af de lokale, der blev årets modtager af ’P8 Jazz Prisen 2022 – Årets Ildsjæl’.

Prisen gik nemlig til Anders Ørbæk, der sidste år blev udnævnt til orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra, efter at han siden 2018 havde været kunstnerisk ansvarlig producent samme sted.

Det var 10. gang, P8 Jazz uddelte sin hæder til en af ildsjælene i dansk jazz. P8 Jazz Prisen gives netop til en ildsjæl, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan.

- En ildsjæl, som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det danske jazzmiljø, som P8 Jazz formulerer det.

Lægger nye stier

Helt konkret modtog Anders Ørbæk prisen for sit arbejde som orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra og for dér at have modet til at arbejde med det utraditionelle.

- Du lægger stier til nye veje for fremtidens bigband-format, lød det blandt andet i motiveringen.

Anders Ørbæk hentede prisen foran to andre nominerede. Det var Mie Hjort fra Svanekegården på Bornholm, som var nomineret for sit arbejde som booker og daglig leder af kulturhuset, der kører omkring 25 jazzkoncerter om året - og Camilla Dayyani, der er initiativtager til Bazarjazz og musikalske kulturmøder i Brabrand og Gjellerup.

Hele DMA Jazz 2022 og også overrækkelsen af ’P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl’ kan høres på DR Lyd.