Årets modtager af P8 Jazz-prisen har arrangeret koncerter i 50 år

Tove Enevoldsen, der er spillestedsleder i foreningen Paradise Jazz i København, blev den femte modtager af P8 Jazz-prisen.

Tove Enevoldsen får P8 Jazz-prisen 2017 for sit arbejde med at arrangere jazzkoncerter gennem fem årtier. (© PRIVATFOTO)

Det blev en kvinde, som har brugt det meste af sit liv på jazzen, og som stort set altid går med hat, som blev modtager af P8 Jazz-prisen 2017. Prisen går nemlig i år til Tove Enevoldsen, der har arrangeret jazzkoncerter gennem 50 år, og er spillestedsleder i foreningen Paradise Jazz i København.

Det var femte år i træk, at P8 Jazz uddelte sin egen pris, og den blev uddelt mandag aften, da den danske jazzbranche klappede sig selv på skulderen ved Danish Music Awards Jazz på Bremen Teater i København.

P8 Jazz-prisen bliver givet til en ildsjæl, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan, og som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det danske jazzmiljø. Det er lytterne på P8 Jazz, der har foreslået Tove Enevoldsen til prisen.

”Hun elsker musik. Hun elsker musikere, og det er helt uden forskelsbehandling, nepotisme eller skelen til generationskløft. Hun inkarnerer den danske jazzhistorie på smukkeste vis,” lød det blandt andet i motiveringen for at give hende prisen.

Stiftede Bent Jædig Fonden

Tove Enevoldsen har som nævnt brugt et halvt århundrede på at skabe koncerter for jazzmusikere fra både ind- og udland, og i 19 år har hun arbejdet frivilligt som spillestedsleder i foreningen Paradise Jazz. Derudover har hun i 35 år været frivillig og booker i gruppen Unicorn Jazz. Tove Enevoldsen var også stifter af Bent Jædig Fonden, som i 10 år uddelte priser til musikere, der spillede musik i tenorsaxofonistens ånd. Bent Jædig døde i sommeren 2004.

”Lige så ung og åben af sind som selv den yngste jazzudøver af i dag, tror hun på det unikke og det originale i musikken. Hun er kreativ og hip – se bare på hendes farvestrålende hatte, som hun i øvrigt selv laver. Hun tilsætter den kærlighed til det danske jazzliv, som institutionelle rammer sjældent formår. Tove er storbyen, Tove er frækhed, Tove er nattelivet, Tove er åbenhed, Tove er jazz,” lød det i motiveringen til prisen, som redaktør og P8 Jazz-vært Fimmer Engel overrakte.

Med udgangspunkt i P8 Jazz-lytternes ildsjæls-indstillinger havde P8 Jazz-redaktionen udvalgt et felt af fem nominerede.

De andre, der havde chancen for at få P8 Jazz-prisen var Tue Lund-Christensen, der er jazzkoncertarrangør på Røde Rosas Kaffebar og Balders Plads i København, Tore Mortensen, der er daglig leder og medstifter af Center for Dansk Jazzhistorie i Aalborg, Karsten Bech, som er formand for Jazz6000 og arbejder med at udbrede jazzen i Trekantområdet - samt de nominerede unge frivillige fra JazzHouse Pitstop, der er drivkraften for jazzarrangementer og fællesskab på spillestedet i Kolding.

Sidste år gik P8 Jazz-prisen til trommeslageren og ildsjælen Kresten Osgood, der fik prisen for arbejdet med Mandagsklubben, Musketerfestivalen og Jyderup Accordeon Træf.