Ældre Sagen har fået plads i DR’s brugerråd

DR har udvidet kredsen af medlemmer i sit brugerråd med Ældre Sagen. DR er i løbende dialog med rådets medlemmer i arbejdet med tilgængelighed for at sikre, at alle kan se, høre, læse og forstå DR’s tilbud.

Sif S. Broby Madsen (tv.), der er chef for It & Digital udvikling i Ældre Sagen, ses her sammen med DR's redaktør for tilgængelighed Heidi Sivebæk og DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Da DR’s brugerråd tirsdag holdt sit første møde i ny besætning, efter at der i efteråret blev indgået en ny public service-kontrakt mellem kulturministeren og DR, sad Ældre Sagen for første gang med omkring bordet. Og det kommer organisationen med dets 930.000 medlemmer også til fremover.

Ifølge aftalen skal DR være i løbende dialog med relevante organisationer om arbejdet med tilgængelighed, så alle kan se, høre, læse og forstå, hvad DR tilbyder. Og DR har fundet det relevant at udvide kredsen i brugerrådet i forhold til tidligere.

I rådet sidder der også repræsentanter fra Foreningen Danske DøvBlinde, Lev – livet med udviklingshandicap, ULF – Udviklingshæmmedes Landsforbund, Dansk Blindesamfund, Danske Døves Landsforbund, Høreforeningen, Danske Handicaporganisationer og Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark.

- Brugerrådet har eksisteret siden 2011, og det er en del af DR’s public service-forpligtelse at have det, hvad vi også finder dybt relevant. Hvor det i starten udelukkende var folk med handicap, der deltog i arbejdet og kom med indspark i brugerrådet, har vi fundet det relevant at gøre kredsen bredere. For tilgængelighed er relevant for rigtig mange. Alle skal kunne høre, se, læse og forstå, hvad DR tilbyder, understreger DR’s tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk.

Hun pointerer, at det for nogle er en nødvendighed, at tilgængeligheden fungerer. Men for eksempel undertekster bliver efterhånden brugt i alle mulige sammenhænge – eksempelvis så man kan se en video i bus eller tog uden at larme, eller mens et barn skal falde i søvn. Ukrainere – eller andre udlændinge, der er kommet til Danmark, kan for eksempel nyde godt at få læst et ord op, som man kan i artikler på DR’s hjemmeside, så de ved, hvordan ordet udtales – og sådan kunne man blive ved.

- Samtidig udvikler teknikken sig også hele tiden, og derfor giver det mening, at vi øger mængden af input, vi får fra brugerne til DR’s tilgængelighedstjenester, siger Heidi Sivebæk.

DR’s brugerråd mødes tre gange om året. Og modsat hvordan det var engang, bliver tilgængelighed nu tænkt ind fra start, når DR udvikler nye, digitale løsninger. Det er noget, der er blevet ekstra aktuelt med DR’s strategi og omfattende plan for digital udvikling, som blev præsenteret i 2021.

- Indsparkene fra brugerrådets medlemmer betyder meget, og sideløbende kører DR testpaneler, hvor en række personer kommer ind og tester nye tjenester og giver deres besyv med på forhånd, forklarer Heidi Sivebæk.

  • Det første møde i det nye brugerråd blev holdt i DR Byen tirsdag. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Sif S. Broby Madsen (tv.) mener, at Ældre Sagen kan bidrage med viden om sin særlige målgruppe. Her ses hun sammen med DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Glad for at bidrage til brugervenlige løsninger

Sif S. Broby Madsen, der er chef for It & Digital udvikling i Ældre Sagen, siger, at man er glad for muligheden for at være med til at bidrage til udviklingen af brugervenlige løsninger til alle.

- Vores primære fokus er at sikre aktiv brugerinvolvering af en varieret brugergruppe i både idé-, udviklings- og testfasen af digitale løsninger, samt sikre adgang til indhold for dem, der er ikke er digitale eller ønsker at streame, siger Ældre Sagens repræsentant i DR’s brugerråd. Sif S. Broby Madsen mener, at Ældre Sagen kan bidrage med viden om sin særlige målgruppe, som er bred, og deres behov omkring tilgængelighed.

- Vores tilgang er, at adgangen til DR’s tilbud skal være brugervenlige og nemt tilgængelige for alle, og at denne tilgængelighed rent faktisk testes i dialog med - og på - rigtige brugere og en differentieret målgruppe. Også ældre med eventuelle funktionsnedsættelser, siger chefen for It & Digital udvikling i Ældre Sagen.

Sten skal ryddes af vejen

Ved det første møde i det nye brugerråd tirsdag holdt DR’s tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk og seniorprojektleder Marie Junge Ernst blandt andet oplæg om DR’s arbejde med tilgængelighed, ligesom DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og en repræsentant fra Generaldirektørens Stab bød velkommen, talte om DR’s organisering og væsentligheden i arbejdet med tilgængelighed. Ved brugerrådsmøderne deltager typisk også repræsentanter fra DR Tekst, redaktøren for Tegnsprogskanalen, centerchefen for DR Medieproduktion og en repræsentant fra DR Politik og Strategi.

- Ved at Ældre Sagen nu er kommet med ombord, føler vi os endnu bedre rustet til at kunne give gode tilbud til lyttere, seere og brugere på tilgængelighedsområdet. Det handler om at få ryddet sten af vejen, så alle får maksimalt udbytte ud af DR’s tilbud, siger DR’s tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk.

  • Læs mere om DR’s tilgængelighedsarbejde og hjælpetjenester på dr.dk/tilgængelighed