Det er efterhånden blevet en tradition, at DR Midt & Vest inviterer til kagebord og 'Den Store Bagedyst'-snak, når der er deltagere fra området med i det populære bageprogram.
I år var der ikke mindre end to deltagere fra området, Rikke Baun Mikkelsen og Victoria Sloth Askjær, som mandag kom på besøg og fortalte om deres oplevelser med at deltage i 'Den Store Bagedyst' - både foran og bag kameraet og svarede på spørgsmål fra publikum.
I alt var 90 kage-entusiaster mødt op til det gratis arrangement i Holstebro. Alle havde medbragt kage til det fælles kagebord, som de fremmødte kunne sætte tænderne i, da Rikke Baun Mikkelsen og Victoria Sloth Askjær var færdige med at fortælle.
Mange benyttede muligheden for at få en god snak om bagværk med de to bagedyst-deltagere, og flere af gæsterne gik også derfra med selfies.
Ideen med arrangementet er at samle folk om kagebordet, og om at dele den fælles interesse for og glæde ved bagværk med hinanden.