BILLEDER: DRs 500 dukker har fået nyt hjem

Efter at have bragt orden i DRs mange dukker vil rekvisitør Naja Lund Schmidt gerne dele sin kærlighed til dem og se dem blive brugt mere.

  • Rekvisitør Naja Lund Schmidt i dukkelageret. Hver enkelt dukke ligger nu pakket ind i syrefrit silkepapir og i en form for 'køjer', så de ikke bliver trykket.
  • DRs mange og meget forskellige dukker er nu blevet sorteret og reddet.
  • Den lille arkivkasse i forgrunden indeholder oplysninger om dukkerne. Men det har vist sig, at de ikke altid passer med det, man kan se på de klip, som DR Arkiv har været i stand til at hente frem.
  • En kasse blandede dukker, inden registreringen og flytningen til de nye kasser. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
  • Undervejs i processen har Naja Lund Schmidt fotograferet efterhånden som arbejdet skred fremad. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
  • Morten Post fra Vinterbyøster har fået en kasse, der passer til ham og hans cykel, så ingen af dem kommer til skade under transport. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
  • Et par af børnedukkerne fra Vinterbyøster. Efterhånden kan Naja se dukkeskabernes personlige aftryk i den måde, dukkerne er lavet på. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
  • Fra udstillingen på herregården Nørre Vosborg i Nordjylland. Udstillingsmontrene er med til at sikre, at dukkerne kan ses, uden at de tager skade. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
  • Her er nogle af DRs ældre nissedukker, Tim og Tam, der medvirkede i julekalenderen i 1963. (Foto: © Naja Lund Schmidt)
1 / 9

”Den store drøm for mig er, at det på et tidspunkt bliver muligt at skabe en kæmpe udstilling af alle de her dukker, hvor man ikke kun viser dem, som DR er kendt for, men også de mange dukker, som de fleste ikke kender,” siger rekvisitør Naja Lund Schmidt fra DR Scenografi.

Hun har gennem de seneste måneder arbejdet med at skabe overblik i og gode forhold for alle de dukker, der gennem årene har optrådt i DRs tv-produktioner. Og det er langt flere, end de fleste nok regner med. Naja Lund Schmidt anslår, at der er tale om cirka 500 dukker.

De befinder sig i det dukkelager, som hun har indrettet i kælderen under DR Byen, og hvor hun forsøger at samle så mange oplysninger som muligt om dukkerne. Jo mere man ved, desto mere brugbare er dukkerne, og nu er der i hvert fald skabt overblik og tilgængelighed.

”Vi håber, at dukkerne får en større synlighed,og at de kan blive brugt. Måske er det store ord, men det er jo tæt på at være nationale klenodier, og de er i hvert fald en del af DRs og Danmarks kulturarv,” siger Naja Lund Schmidt.

Områdeleder Jannik Lagermand glæder sig over, at dukkerne nu er sorteret og har det godt: ”Med indretningen af dukkelageret er de nu kommet under vores vinger. Vi synes, at vi kan tillade os at sige, at det er vores dukker og nu håndterer vi deres velfærd. Vi vil gerne låne dem ud, men det skal være under ordnede forhold. Ikke noget med, at ”jeg skal lige låne Lillebror…”

Lidt forelsket

Naja Lund Schmidts engagement i dukkerne begyndte, da hun for tre år siden blev involveret i at skabe en udstilling i Den Gamle By i Aarhus i samarbejde med DR Salg. Her viste man blandt andet dukker og rekvisitter fra 'Jullerup Færgeby' og 'Vinterbyøster'. Sidste år var der en udstilling på Post & Telemuseet i København, og i år er det så herregården Nørre Vosborg i Vestjylland, der danner ramme om en udstilling, hvor 50 dukker præsenteres.

”Da jeg begyndte at åbne kasserne med dukker, viste det sig, at de lå lidt tilfældigt stuvet sammen. Det gjorde det dels svært at finde ud af, hvem de er, hvordan de hører sammen og dels var de blevet trykket - og det virkede, som om de ikke havde det særlig godt. Sådan noget gør ondt på mig,” siger Naja Lund Schmidt, der fortsætter:

”Jeg har helt sikkert fået mere og mere kærlighed til dem, efterhånden som jeg har fundet ud af, hvem de er, hvad de hedder, og hvem der har lavet dem. Efterhånden begynder man at kunne se på dem, hvem der har skabt dem. Det er smadderinteressant,” siger hun.

Der er tale om mange forskellige former for dukker: Stangdukker, handskedukker, marionetdukker – og mange forskellige materialer fra træ til skum og flamingo. En del stammer fra børneudsendelser, men her er også dukker af Kim Larsen, Uffe Ellemann og Dronning Margrethe, som har været brugt i forbindelse med nogle af DRs satiriske programmer.

Hver af de kasser, som dukkerne ligger i er forsynet med et nummer. Men da Naja Lunds Schmidt gav sig i kast med opgaven, var der ingen beskrivelse, tekst eller anden information, der forklarede hvad de enkelte kasser indeholdt. Derfor søgte Naja Lund Schmidt via sin områdeleder, Jannik Lagermand, om penge til at dække de timer, de regnede med en redningsindsats ville kræve.

”Ud over selve sorteringen og registreringen skulle vi jo også finde ud af, hvordan vi bedst opbevarer dem, så de ikke går til. Derfor har vi undervejs haft en konservator fra Nationalmuseet ude for at se på dukkerne og udarbejde en rapport om deres tilstand. Det viste sig, at de faktisk har det ret godt. På trods af at de har ligget i mange år, er deres tilstand nogenlunde. Man kan sige, at det er deres held, at folk har glemt dem, og de ikke er blevet brugt,” siger Naja Lund Schmidt.

”Men jeg håber, at der på et tidspunkt kommer en anden runde. For da jeg søgte om penge til projektet, har jeg været naiv - der er meget mere, man kan arbejde med, end hvad der har været penge til. Der er fx en lille arkivkasse med kort til de enkelte dukker. Men undervejs har jeg opdaget, at ikke alle oplysninger passe, når vi leder i arkivets tv-klip.”

Nye kasser og montre

"Når dukkerne kommer ud i lys og luft og støv, så begynder der en aldringsproces. Man kan se det på Morten Post, hvis røde jakke har været ude så mange gange, at den er blevet noget falmet i det."

Derfor er det vigtigt at opbevaring og fremvisning af dukkerne foregår kontrolleret. Nu er de ”flyttet ind” i en række kasser, som er indrettet med en slags "køjer", så dukkerne ligger i to lag og med luft i mellem. Hver dukker er pakket ind i syrefrit silkepapir, og de gamle kasser, der ikke var lukket for oven, har fået et paplåg som lukker for støv.

I denne tid er Naja Lund Schmidt ved at færdiggøre de sidste opgaver i dukkelageret, hvor der blandt andet skal hænges en liste op på væggen, så man kan se en oversigt over, hvad der ligger i hvilke kasser – en liste, hun også har på sin computer.

”Det er vigtigt at holde orden og system i det, fordi der er så mange forskellige dukker, så derfor vil vi nok også være ret optaget af, hvordan de bliver brugt,” siger Jannik Lagermand. Men forsikrer samtidig at det kun vil glæde ham, hvis dukkerne kan finde vej til produktionen igen.

”Og når jeg kommer rundt på de steder, hvor vi udstiller, så er det oplever næsten altid, at folk siger sådan noget som: "Nej!! Magnus Tagmus..." og så begynder de at fortælle om de minder, der har om ham. Derfor synes jeg, at det er dødvigtigt at bevare dem – og gøre dem tilgængelige,” siger Naja Lund Schmidt.