BILLEDER: P6 Beat hyldede band-t-shirten i Kødbyen

Fredag stod i t-shirtens tegn, da programmet ‘Musiktjenesten’ sendte live fra Bakken i Kødbyen i København.

  • Fredag den 23. september var Musiktjenesten på P6 Beat rykket fra studiet og ud i solen. Folk mødte op i hobetal på Bakken i Kødbyen, hvor der var lagt op til en snak om musik og ikke mindst t-shirts. (Foto: © Torben Kloster)
  • Det varme sensommervejr var perfekt til udendørsradio og øldrikning. Der var ingen, der døde af tørst. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Der var både kendte og mindre kendte navne på t-shirtsene. Her ses en lytter iført en t-shirt med David Bowie i sin klassiske Aladin Sane make-up. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Værterne var naturligvis med på vognen. Her ses Jacob Hinchely med det ikoniske Misfits-dødningehoved på maven, mens Rune Hedeman har iklædt sig en noget mere munter Kurt Vile t-shirt. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Rune Hedeman sang for, da der blev sunget fællessang til ære for Red Hot Chili Peppers’ legendariske album Blood Sugar Sex Magik, der udkom for 25 år siden. (Foto: © Torben Kloster)
  • Inde på Bakken hang en række billeder af lyttere og andet godtfolk, der havde ladet sig fotografere i deres yndlings band t-shirt. (Foto: © Torben Kloster)
1 / 6

De fleste har en forvasket Rolling Stones- eller Nirvana t-shirt liggende et sted derhjemme, og de fleste t-shirts har en tilhørende historie. ‘Musiktjenesten’ på P6 Beat opfordrede i fredags sine lyttere til at finde t-shirt og anekdoter frem og komme et smut i Kødbyen i København til øl og live-radio i solen.

På Bakken i Kødbyen omkring klokken 14.30 er folk mødt talstærkt op, alle iført deres yndlings band t-shirt. Om en halv time sender Rune Hedeman og Jacob Hinchely ‘Musiktjenesten’ live i tre timer, hvorefter der vil være fredagsbar med DJ’s.

“Det her er vores måde at vise, at vi gerne vil ud blandt lytterne. Vi vil gerne høre deres historier. P6 Beat er et musikfællesskab, og det her en måde at hylde fællesskabet, fankulturen og band-t-shirten,” siger Christian Lundov, der er arrangør på P6 Beatshirt.

P6 Beat har i de sidste uger haft et tema om band-t-shirten, hvor der blandt andet er blevet opfordret til at lyttere lægge billeder af dem selv iført deres band-t-shirt på Instagram under hashtagget #P6Beatshirt. Fredag kulminerede t-shirt-temaet i ‘Musiktjenesten’, hvor der, ligesom det løbende har været tilfældet i ‘Musiktjenesten’, blev uddelt ‘Instagrammies’ til de flotteste billeder.

Fællessang på Bakken

En del af udsendelsen består i, at en håndfuld af de fremmødte gæster på skift bliver inviteret indenfor i ‘studiet’, der i dagens anledning blot består af en bænk og et par mikrofoner, for at fortælle historien bag deres band-t-shirt. Her får Jacob Hinchely og Rune Hedeman også selskab af DR K’s modeekspert Chris Pedersen, der med et bredt smil bedømmer gæsternes t-shirts.

Fredag var også 25 års jubilæum for to legendariske rockudgivelser: ‘Blood Sugar Sex Magik’ af Red Hot Chili Peppers og Nirvanas ‘Nevermind’. Det blev fejret med ‘Fællessang på Bakken’, hvor gæster og værter sang selvskrevne selskabssange over melodien til henholdsvis ‘Come As You Are’ og ‘Under The Bridge’.

Live-radio er som en koncert

Efter udsendelsen står en glad Rune Hedeman og reflekterer over forløbet.

“Det giver en speciel energi at sende live på den her måde. Man kan bedre fornemme om jokesene lander, hvor de skal, og om der er noget, der falder igennem. Man kan sammenligne det med at spille koncert, fordi der er en umiddelbar respons. Og så er det er altid dejligt at få sat ansigt på lytterne.”

Rune Hedeman har naturligvis selv en band-t-shirt på i dagens anledning. Det er en Kurt Vile t-shirt, som han har fået af Kurt Vile selv efter en koncert i Amager Bio.

“P6 Beatshirt er lidt ligesom den klub, man ikke havde i gymnasiet, hvor man hver dag troppede op i sin band-t-shirt i håbet om, at nogen ville genkende den. Det var der ikke altid nogen, der gjorde. I dag kunne man være helt sikker på få en samtale i gang,” siger Rune Hedeman og tilføjer, at en band t-shirt er den bedste icebreaker, der findes.

Efter udsendelsen blev folk og drak øl i det gode vejr, mens Camilla Jane Lea og Tilde Bang Hansen fra P6 Beat stod bag dj-pulten. Du kan se flere billeder på P6 Beats facebookside.