BILLEDER: Signe Molde og Steffen Gram fik deres sprogpriser

Mandag eftermiddag overrakte DRs mediedirektør Gitte Rabøl priserne til de to værter.

  • De to prismodtagere med diplomer og blomster. Der følger også 10.000 kroner med hver af priserne. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Mediedirektør Gitte Rabøl motiverede priserne. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Gram og Rabøl har kendt hinanden siden tiden på Det Fri Aktuelt for 30 år siden. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Steffen Gram med blomster og diplom... (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • ... og Signe Molde med samme udstyr. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Signe Moldes mor var mindst lige så stolt over prisen som datteren... (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • ... hvilket kunne bevises gennem sms-korrespondancer, hvor moderen roser datteren for ikke at bande. Særlig meget. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
1 / 7

Navnene på prismodtagerne blev allerede offentliggjort i december, men selve priserne kunne først overrækkes mandag, da Steffen Gram har været optaget af USA-valg og præsidentindsættelse.

Steffen Gram og DRs mediedirektør Gitte Rabøl har kendt hinanden i 30 år, siden de arbejdede sammen på hedengangne Det Fri Aktuelt’ – Rabøl som graverjournalist og Gram som udlandsredaktør.

Som Steffen Gram sagde det, har han været med i en journalistisk udvikling, hvor man er gået fra at være totalt anonym til at være vedkommende og udvise nærvær ved at bruge "jeg" i sætningerne, når man bliver spurgt til et emne fra verdens brændpunkter.

"Dér hører jeg ikke hjemme," tænkte Steffen Gram. Men det gør han jo så alligevel - inden for alle medier og med alle sproglige virkemidler – på tv, radio og net.

Er inde i en stime

Signe Molde er inde i en stime med at modtage priser: Årets tv-pris som bedste kvindelige vært og bedste satire/comedy for ’Quizzen med Signe Molde’ i januar måned og nu altså DR Sprogprisen 2016.

"Det er DRs medarbejdere, der indstiller, og du kommer i det fornemste selskab," sagde Gitte Rabøl med henvisning til, at mange hæderkronede DR-medarbejdere har modtaget prisen siden 1987.

Signe Molde, der hellere ville lave live-TV med alle landets top-politikere end at holde en takketale, fordi de som regel er så kedelige, fik lejlighed til at udtrykke sin glæde over prisen.

"Jeg er glad for, at I har lagt mærke til, at det er ret svært at lave satire," sagde hun og tilføjede:

"Men du, mor, er allermest glad for den," sagde hun og refererede fra sms-samtaler mellem mor og datter.

"Signemus. I aftenens program var der kun tre bandeord. Tak for det," skrev moderen for eksempel til Signe Molde, der over for sine børn dog samtidig fik understreget, at hjemme er det altså hende, der bestemmer, hvornår der må bandes.