Der bliver klippet DR-programmer på livet løs i børneværelser og kældre

Både i Aarhus og København er det på rekordtid lykkedes at etablere adskillige ’redigeringsrum’ hjemme hos medarbejderne. Så trods coronakrisen bliver f.eks. ’Hammerslag’og Nak & Æd’ klippet lige nu.

  • Otto Schelin klipper blandt andet ’Forsvundne Arvinger’ og et nyt program med Signe Molde hjemme i kælderen i Vanløse. (Foto: PRIVAT)
  • Sådan ser et redaktionsmøde ud under coronakrisen. Marco Møller og kollegerne mødes i Microsoft Teams. (Foto: PRIVAT)
  • Marco Møller klipper 'Nak & Æd' på sin 6-årige datter Evitas værelse. Her er gode muligheder for mørklægning, så han bedre kan se, hvad der sker på redigeringsskærmen. (Foto: PRIVAT)
1 / 3

Otto Schelin har netop lagt sidste hånd på en ny sæson af ’Forsvundne Arvinger’ med Mette Frisk som vært. Det har gjort fra kælderen i sit hjem i Vanløse.

- Jeg har redigeringsprogrammet Avid på min computer herhjemme. Via et program kan jeg åbne en computer i DR Byen, der så streamer råoptagelserne hjem til mig, så jeg kan klippe i dem. Jeg fjernstyrer så at sige en computer, som står i DR med de meget tunge billedfiler. Det er et signal af billederne, der bliver sendt hjem til mig og gør, at jeg kan klippe i filerne selv på en halvdårlig internetforbindelse eller via 4G på min telefon, fortæller Otto Schelin og tilføjer:

- Billedkvaliteten er ikke så god herhjemme, som hvis jeg sad i DR Byen, og det hakker også lidt indimellem. Så udsendelserne skal ses igennem et sted med bedre billedkvalitet for at sikre, at de er udsendelsesklare. Men ellers fungerer det rigtig godt, og jeg er imponeret over, at vi kan være så mange koblet op på systemet – det er ret vildt.

DR Medieproduktion og Teknologi fik i samarbejde etableret 99 hjemmeredigeringspladser i hele DR. Det skete på bare én uge, før det meste af DR blev sendt hjem torsdag den 12. marts som følge af coronakrisen. Det fortæller Dorthe Gude, underdirektør i Medieproduktion:

- Ugen før, mange blev sendt hjem, fornemmede jeg, at den her situation kunne blive alvorlig. Gennem et fantastisk samarbejde mellem afdelingerne fik vi de her mange hjemmeredigeringsarbejdspladser op at stå, så vi bl.a. kan lave trailere og klippe programmer færdige. Der er tale om en mega omstillingssituation, og jeg er simpelthen så imponeret over samarbejdet, engagementet hos klipperne, og hvad vi kan udrette i DR, når vi står sammen, siger Dorthe Gude.

Som et ophørsudsalg

Hos Programproduktion Vest i Aarhus lykkedes det på rekordtid og uden forberedelse at rykke produktionen af en lang række programmer fra adressen på Olof Palmes Allé og ud på medarbejdernes hjemmeadresser.

- Den torsdag, DR blev tømt, slæbte alle klippere keyboards og skærme med ud ad hoveddøren, så det lignede et ophørsudsalg, fortæller Signe Aggerholm, ledende redaktionschef for Børn og Livsstil i DR Kultur, Børn og Unge.

Den operation betyder, at Programproduktion Vest lige nu kører hjemmefra med 21 Avid-maskiner med tilhørende klippere og 17 Avid-maskiner til forredigering, som først og fremmest benyttes af tilrettelæggere. Derudover er der etableret tre Premiere Pro-remote-enheder i DR Aarhus. Det hele er sket i samarbejde mellem Service i DR Aarhus, teknikchef Poul Kaas og teamleder Johan Lunøe fra Programproduktion Vest samme sted og Sissen Leidesdorff fra Programproduktion Øst i DR Byen.

- Takket være en kreativ og vedholdende tankegang hos mange mennesker, der har knoklet med at få alle de forskellige setupper til at fungere, bliver der lige nu klippet en masse programmer, siger Signe Aggerholm.

Det gælder blandt andet ’Maddysten’, ’Hammerslag’, ’Kender du typen?’, tre forskellige dokumentarer, en serie sportsportrætter, ’Nak & Æd’, ’Gintberg på kanten’, ’Kontant’ og ’Bonderøven’.

Dyner, puder og mørklægningsgardiner gør god gavn

Marco Møller, visuel producer i DR Aarhus, sidder og klipper ’Nak & Æd’ på sin 6-årige datters værelse i Hasle:

- Hendes børneværelse er fremragende som klippesuite, for dyne og pude virker lydabsorberende. Og så kan værelset mørkelægges, så jeg bedre kan se, hvad der foregår på tidslinjen på skærmen. Jeg har fornøjelsen af at være i næsten daglig kontakt med Jesper Maintz og Eystein Jakobsen på Microsoft Teams, som også sidder og klipper ’Nak & Æd’ i henholdsvis Mårslet og Aabybro. Det giver et godt fællesskab at være sammen på en ny platform - og hver fredag formiddag kl. 10 lukker vi også tilrettelæggeren og redaktøren ind i maskinrummet, når vi holder vores ugentlige videomøde på Teams.

Et mystisk kældermenneske

Klipper Otto Schelin har gennem længere tid været med i et forsøg, hvor man klipper hjemmefra, så for ham er den tekniske del ikke ny.

- Men lige nu skal jeg også undervise mine børn samtidig med, at jeg klipper, så jeg får sjældent mere end en time til halvanden sammenhængende klippetid. Og så savner jeg mine kolleger. Når jeg klipper de lange formater i DR Byen, sidder jeg også stort set alene, så arbejdsmetoden der og herhjemme er den samme. Men i DR Byen plejer vi at spise frokost sammen og vende nye ideer og blive inspireret. Det savner jeg virkeligt.

- Nu foregår snakken med tilrettelæggerne om manuskriptet over telefon eller mail, hvor jeg fortæller, hvordan sekvenserne er klippet. Jeg sender også snaser til dem i mails, så de kan få et visuelt indtryk. Man bliver lidt et mystisk kældermenneske – nu sidder jeg jo i en kælder og redigerer – så det er vigtigt, at man tager noget pænt tøj på, som om man skulle ud i DR Byen, smiler Otto Schelin.

Han fortsætter:

- Men kunne der komme noget godt ud af den her situation, så er det, hvis flere får muligheden for at redigere hjemme. Når jeg fortæller freelancere i branchen, hvad vi gør lige nu, så er det hot stuff. Det er noget, folk gerne ville kunne. Vi er jo forskellige, og for nogle vil det kunne udløse kreative tanker, at de lige går en tur ned i gården, og at de i det hele taget kan gå mere frit til det derhjemme.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk