Solen skinner om kap med diskokuglen fra 'Bar God Stemning' foran Tårnet i Københavns Zoo. DR-værterne Line Kirsten Nikolajsen og Anders Ugilt er sendt på en mission på vegne af P3, P4, P5 og Aftenshowet. De skal tage danskernes DMGP-temperatur og få flest mulig i Grand Prix-stemning forud for den store musikfest lørdag den 5. marts.
Den store opvarmning startede med podcasten ’Opvarmning til DMGP’, hvor de sammen med radioværterne Lotte Friis og Jørgen de Mylius varmer op til showet og gennemgår årets otte sange.
Line Kirsten Nikolajsen byder velkommen i podcastens første afsnit ved at fortælle, at Grand Prix-sæsonen er bedre end juleaften for Ander Ugilt. Han fortæller:
- Ja, ja, altså klart: det hedder juleaften på en tredjeplads, min egen fødselsdag på en andenplads og så at Grand Prix-sæsonen starter, det er jo en klar, klar førsteplads. Det er nu foråret begynder, lyset kommer tilbage og der er en masse nyproduceret dansk musik, der bare står klar til mine Spotify-playlister og til radioen.
Jørgen og Noller
Fra Zoo skal Grand Prix-reporterne sende live til både P3, P4 og P5, og tjekke om dyrene er i feststemning.
Og med sig har de en lyserød bar med skinnende diskokugle som bærer titlen med det tydelige budskab 'Bar God Stemning'. Mens reporterne skaber feststemning blandt dyrene, kan dagens gæster gå forbi, komme i god stemning og tage deres egen Grand Prix-temperatur.
De bliver taget imod af dyrepasser Brian, der er kendt fra Instagram som ZookeeperGuy, i flodhesteanlægget. Han inviterer dem indenfor, men til reporternes skuffelse er flodhestefesten mere afslappet end abefester.
- Temperaturen i flodhesteanlægget er tårnhøj – men det kan nok bedre forklares af det tropiske klima end af det kommende Melodi Grand Prix, siger Anders Ugilt i liveradioen til P4.
Brian the ZookeeperGuy har taget æbler og hvidkål med, og Anders Ugilt forsøger at højne Grand Prix-stemningen i anlægget ved at kaste æbler direkte i gabet på de store dyr – æbler, som han har døbt Jørgen og Noller.
- Fly on the wings of love, synger han.
Men selv ikke trumfkortet kan skabe den mindste grad af stemning blandt de store dyr. Baseret på sveddråberne konstaterer Line Kirsten Nikolajsen og Anders Ugilt at temperaturen er høj – men måske musikfesten bliver taget bedre imod på dagens næste stop.
Diskokugle og smoking
Både Line Kirsten Nikolajsen og Anders Ugilt er stolte af, at være sat på Grand Prix-missionen. De er selv kæmpe fans af musikfesten, og de er ikke i tvivl om, hvad succeskriteriet er.
Hun bliver suppleret af Ander Ugilt:
- Jeg synes, at vi er gode ambassadører for begejstringen. DMGP kan så meget, og man behøver ikke at elske det hele for at være en del af festen og det gode humør.
Og det næste dyr har på forhånd gode forudsætninger for at være en del af musikfesten. De har nemlig allerede taget det pæne tøj på.
Grand Prix reporterne har sat sig ind hos pingvinerne sammen med dyrepasseren, Futte.
- Pingvinerne er stolte og majestætiske, og er de iført smoking. Så allerede nu er de mere festlige end flodhestene, siger Anders Ugilt i radioen til P3-lytterne.
Han spørger Futte, om han tror, at de kan få pingvinerne i højt Grand Prix-humør.
- Amen, det er jo kanon, udbryder Line Kirsten Nikolajsen.
På vej mod højere Grand Prix-temperaturer
Grand Prix-reporterne har konstateret, at der er høje DMGP-temperaturer i Zoo, og de kan sætte et kryds på tjeklisten. Direkte fra 'Bar God Stemning' er de igennem til Grand Prix-quiz på P5 og imponerer med kendskabet til de ældste Grand Prix-evergreens.
De næste dage går turen rundt i Danmark, hvor de skal skabe god Grand Prix-stemning og gøre danskerne klar til musikfesten lørdag aften.
Hvis man ikke møder reporterne, kan man tjekke sin egen Grand Prix-temperatur på deres nye Instagramfilter. De tager forbi Egeskov Slot og besøger Line Kirsten Nikolajsens gamle højskole i Sønderjylland, og de slutter i Herning, hvor de sørger for god stemning i Green Room på Grand Prix-aftenen.
Og reporterne er glade for, at der bliver sat fokus på, at Grand Prix kan være en fest for alle.
- Indholdet er faktisk virkelig godt, og for mig har Dansk Melodi Grand Prix altid været forbundet med et kæmpe fællesskab med familie og venner – det vil jeg da gerne give videre til mange andre, fortæller Anders Ugilt.
Du kan følge de to Grand Prix-reportere rundt i Danmark på P3, P4, P5 og DR’s sociale medier, og podcasten finder du i DR LYD.
Dansk Melodi Grand Prix bliver sendt på DR1 og DRTV lørdag den 5. marts klokken 20.00.