DR åbner en dirigentskole

DRs Kor og Orkestre er klar med Malko Dirigentskolen, som er for unge dirigenttalenter fra hele landet. Der er optagelsesprøver i maj.

  • Malko Dirigentskolen for unge talenter holder snart optagelsesprøver. (© xixinxing - Fotolia)
  • Phillip Faber, der er chefdirigent for DR Pigekoret, bliver kunstnerisk ansvarlig for Malko Dirigentskolen. (Foto: © Kim Matthäi Leland, Type 1)
1 / 2

Utallige dirigenter har stået på podiet i DR Koncerthuset - og inden da Radiohusets Koncertsal - igennem år og dag, og nu får DR sin egen dirigentskole for unge talenter fra hele landet.

Det er DRs Kor og Orkestre, der står bag skolen, der får navnet Malko Dirigentskolen – et navn, der ligger direkte i forlængelse af DRs verdensberømte Malkokonkurrence, opkaldt efter DR Symfoniorkestrets maestro, Nicolai Malko, der stod i spidsen for orkestret fra 1930 og døde i 1961.

Den nye dirigentskole bliver oprettet og drevet i samarbejdet med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, og der bliver holdt optagelsesprøver den 28. maj i DR Koncerthuset og den 29. maj på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. De første fire elever starter i september i år.

Orkesterchef Kim Bohr fra DR siger, at der de seneste år har været en spirende interesse for at dirigere blandt børn og unge. Derfor synes han, det er en oplagt opgave for DR også at oprette en dirigentskole for 16-25-årige fra hele landet.

Malko Dirigentskolen bliver knyttet tæt til DRs Kor og Orkestre, der i forvejen driver DR Spirekoret, DR Børnekoret, DR Juniorkoret og DR Pigekoret, hvor i alt 275 børn og unge i alderen 6-22 år får sangundervisning. Malko Dirigentskolen vil blive støttet af Statens Kunstfond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

To år tilpasset den enkelte elev

Malko Dirigentskolen er udformet som en toårig talentlinje for de heldige få, der kommer ind, plus en række juniorworkshops, der med lidt bredere sigte vil give mange unge chancen for at stifte bekendtskab med direktion under kyndig vejledning. For at give dirigentspirer fra hele Danmark mulighed for at deltage, vil undervisningsforløbene blive tilpasset den enkelte elev.

Nicolai Malko, som skolen er opkaldt efter, dirigerede DR Symfoniorkestret første gang i 1930, og han har også Malko-konkurrencen for unge dirigenter opkaldt efter sig. (© Type 1)

Eleverne vil i løbet af de to år både modtage eneundervisning og få lov til at prøve sig selv af ved mødet med DRs kor og orkestre. Eleverne vil også blive undervist i hørelære på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium.

”Vi drømmer om at blive stedet, hvor de største talenter kan finde et sted at gro, før de søger mod uddannelsesinstitutionerne og efterfølgende giver deres talent og musikalske viden tilbage til dansk musikliv,” siger orkesterchef Kim Bohr.

Det bliver DR Pigekorets chefdirigent Phillip Faber, der bliver underviser og kunstnerisk ansvarlig på talentlinjen. Han mener, at Malko Dirigentskolen kan medvirke til at skabe et vækstlag af dirigentspirer på et tidligt tidspunkt i elevernes musikalske udvikling.

”Derned vil skolen udfylde en plads i den musikalske fødekæde og bidrage positivt til at opkvalificere de unge mennesker, der har interesse for dirigentfaget, men ikke ved hvor de skal gå hen. Det ville være fantastisk, hvis en af dem engang kommer til at deltage i Malko-konkurrencen eller som professionel dirigent en dag står foran et af DRs kor eller orkestre,” siger Phillip Faber.

I New York er der også begejstring for ideen om dirigentskolen. Her bor George Malko, der er søn af Nicolai Malko, som lægger navn til skolen og stod foran DR Symfoniorkestret i en årrække i de tidlige år.

”Oprettelsen af Malko Dirigentskolen ville have rørt min far dybt. Ikke kun fordi det er en ære, men fordi han var solidt forankret i troen på, at man ved at studere fænomenet ”direktion” lærer noget helt grundlæggende om musik. Derudover har min far altid ment, at alle kunstnere har et ansvar for at videregive deres viden og teknik tillært gennem et langt livs kunstnerisk arbejde til næste generation. Hvor er dette tiltag dog en fremragende idé,” siger George Malko.

DR holder sin næste Malko-konkurrence for unge dirigenter i 2018 med DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi som præsident og juryformand. Konkurrencen har DR holdt cirka hvert tredje år siden 1965.

Man kan læse mere om den nye skole på www.malkodirigentskolen.dk.