Det emmer ikke ligefrem af liv i DR Byen en søndag morgen klokken 5.30. Som altid er Radioavisen på arbejde, og det samme er teknikerne Karsten Brodthagen og Bjarne Lillevang Jensen som nogle af de helt få.
De er klar til at starte sendevognen og køre ud til en kirke og transmittere en søndagsgudstjeneste direkte til P1. Halvdelen af søndagene starter bilen fra København, og halvdelen af gangene fra DR i Aarhus, så der er variation i, hvor DR sender fra.
Efterhånden må man sige, at DR har en vis erfaring med at transmittere ’Gudstjeneste på P1’. For det var helt tilbage den 3. maj 1925 – en måned efter DR’s start for 97 år siden, at DR sendte sin første radiotransmitterede gudstjeneste. Provst Nordentoft fra Garnisonskirken var første prædikant, og rundt regnet har DR sendt gudstjeneste 6-7000 søn- og helligdage siden.
Denne søndag skal sendevognen køres til Frederikssund Kirke i Roskilde Stift, og ved kirken støder P1-vært og producer Katarina Lewkovitch til. Hun bor i Helsingør, og derfor var der ingen grund til at køre til DR Byen først.
Da hun og dagens prædikant, Lotte Nysted, dukker op ved 9-tiden, har Karsten Brodthagen og Bjarne Lillevang Jensen allerede været i sving indenfor og uden for kirken i et par timer med at trække ledninger og stille mikrofoner op. Katarina Lewkovitch ringer til det, der hedder P1-præsentationen for at få hul igennem til DR Byen. Her aftaler hun samtidig, om det er hende eller dem, der skal lægge op til Radioavisen klokken 11.00, når gudstjenesten er slut.
Kirker er svære med akustikken
I Frederikssund skal det hele først begynde.
- Vi har været i gang med at finde den optimale placering af mikrofonerne. Kirker er svære og har en særlig akustik, og så er det også en joker, hvor mange kirkegængere, der er, forklarer driftstekniker Karsten Brodthagen, der har arbejdet med radiogudstjenester i snart 30 år. DR-holdet taler både om Roskilde Domkirke og Jesuskirken i Valby, der er helt store udfordringer, når der skal sendes. Men i dag ser det allerede lovende ud.
- Herre Jesus Kristus, udbryder præsten, Lotte Nysted, da teknikerne holder lydprøve i kirken. Der er for eksempel også sat mikrofoner op på prædikestolen og såkaldte knæfaldsmikrofoner ved alteret. Der er nemlig også nadver i dag. Ovre ved orglet er et ungdomskor og organist Line Koppelhus i gang med at øve, og også lyden og styrken her bliver gennemgået og tjekket.
De tre mest ivrige kirkegængere er allerede mødt op i kirken klokken 9.15, selv om det først er klokken 10.03 præcis, gudstjenesten starter – når Radioavisen har snakket af i DR Byen. Af samme grund må der ringes manuelt i Frederikssund Kirke denne søndag, da klokkerne ellers vil bimle, som om gudstjenesten starter klokken 10.00.
Har lagt planen i syv år
Ifølge præsten er det 14 år siden, at DR sidst sendte gudstjeneste fra Frederikssund Kirke, og det er Katarina Lewkovitch, der har været med til at træffe beslutningen om, at byen ud til Roskilde Fjord er stedet, der skal sendes fra denne anden søndag i Trinitatis. Hun har ’lagt puslespillet’ for P1’s gudstjeneste-transmissioner i syv sæsoner nu.
- Man kan godt ønske at komme i radioen. Vi hører altid gerne fra præster og kirker, der gerne vil være med. Men ellers prøver vi at variere så meget som muligt. Gudstjenesterne skal sendes fra øst og fra vest, fra store sogne og små sogne og fra forskellige kirkelige retninger. Kønsfordelingen på præsterne skal også helst være jævnt fordelt, forklarer Katarina Lewkovitch, der nu arbejder som radiovært, men egentlig er uddannet organist fra konservatoriet.
Hvor DR transmitterer gudstjenester fra ved højtider som jul, påske og pinse bliver altid afgjort året før, mens radiogudstjenester i december i år skal forestås af biskopper og sendes fra landets domkirker.
- Ellers er det typisk noget, vi afgør 3-4 måneder før, så vi også kan tage højde for, hvis der er noget aktuelt. Det kan være et jubilæum, eller hvis der er en præst, der har gjort sig særligt bemærket, forklarer Katarina Lewkovitch, der senest også har besøgt den danske kirke i Småland i Sverige og sendt derfra.
Typisk bliver alle detaljerne aftalt på mail og telefon, og det er først, når DR’s sendevogn er fremme, at præsten, DR-værten og teknikerne mødes i det virkelige liv.
- Efter programformatet er skåret til, så der både bliver sendt Radioavisen klokken 10.00 og 11.00 på P1, kræver det lidt mere overtalelse end hidtil. Men det er da lykkedes hidtil, smiler Katarina Lewkovitch.
Præsten tager ordet før start
Tilbage i kirken vrimler det til med kirkegængere, og klokken 9.55 gør præst Lotte Nysted noget, hun ikke plejer at gøre på dét tidspunkt. Hun tager ordet.
- Vi går i gang om otte minutter. Det helt særlige i dag er, at vi annoncerer salmerne, så lytterne også ved, hvad der bliver sunget. Og så ringer klokkerne lidt længere end normalt, siger Lotte Nysted, der samtidig undskylder, at hun har et dårligt ben, og at det nok vil se lidt specielt ud, når hun senere skal op på prædikestolen.
- Det er nok godt for os alle, at vi snart har lidt sommerferie. Og dejligt, I støtter op, siger hun til menigheden.
Katarina Lewkovitch og de to teknikere følger nøje med i, hvornår 10-Radioavisen er færdig, og da den er det, går Katarina Lewkovitch i æteren via sit lille ’sendesæt’. Hun står lige inden for døren til kirken, og hun har præcis tre minutter til at sætte rammen for, hvor dagens P1-gudstjeneste bliver sendt fra. Lytterne får både introduceret den geografiske placering og præsenteret dagens prædikant, ligesom de får at vide, at Frederikssund først havde en trækirke.
Dagens gudstjeneste går i gang, og nøjagtig som lige før transmissionen gik i gang, er der ord, der falder anderledes end normalt, fordi DR er på besøg.
- Et varmt velkommen til lytterne på P1, der lytter med i dag, siger Lotte Nysted, der denne søndag, ifølge lyttertallene, faktisk taler for knap 50.000 i stedet for de omkring 50, der er i kirken.
Har afleveret tidsskema på minutter og sekunder
På forhånd har teamet fra Frederikssund Kirke afleveret et tidsskema på minutter og sekunder til DR. Men som altid i direkte radio kan der ske overraskelser, og præsten har typisk først sin prædiken klar dagen før.
- Jeg har engang været med til, at nogen havde regnet helt forkert, så gudstjenesten var færdig klokken 10.45. Så bliver man lige pludselig 10 år ældre på 10 sekunder. Vi har også prøvet, at der ikke var ordentlig dækning et sted på Lolland, eller at strømmen var gået i et område, så vi slet ikke kom i luften. Sådan er det at sende direkte radio, og det er altid godt at have ’lidt lommeuld’ med, man kan sige, eller interviews, der hurtigt kan laves, smiler Katarina Lewkovitch.
Hun virker til at tage det meget roligt, og under præstens prædiken følger hun og de to teknikere med fra DR’s sendevogn. I vognen kan de også følge kameraet, der er stillet op i kirken, så tekniker Bjarne Lillevang Jensen for eksempel kan følge med i, hvor præsten befinder sig, og skrue op for de relevante mikrofoner.
- Hun er lidt foran nu, udbryder tekniker Bjarne Lillevang Jensen, men efter altergangen er der allerede andre boller på suppen.
- Det tog længere tid end forventet, så jeg tror ikke, vi når det interview, jeg har linet op, siger Katarina Lewkovitch.
Klokken 10.51 kigger de mere og mere intenst på klokken, og klokken 10.55 er der stadig tvivl om, om Katarina Lewkovitch som vært må træde til, eller ’Gudstjeneste på P1’ denne søndag skal stoppe efter postludiet.
- Det handler om at slutte så elegant som muligt, så vi ikke er midt i en salme eller en udgangsbøn, når Radioavisen skal på. Og har vi kun et halvt eller et helt minut, kan P1’s præsentation redde os og sætte et spot på, beretter Katarina Lewkovitch.
Tid til overs til sidst
Det ender med, at der er et par minutter tilbage af udsendelsen, da gudstjenesten er ovre. Derfor spæner Katarina Lewkovitch de små 100 skridt fra sendevognen langs kirkemuren og ind i våbenhuset. Her har hun aftalt med præst Lotte Nysted, at hun er klar på et kort interview, hvis der er tid til overs.
P1-værten spørger til, hvordan det var at debutere som radioprædikant.
- Det er en smule overvældende, at så mange lytter med, og begynder man at tænke på det, er det voldsomt. Men det var helt igennem fantastisk, siger Lotte Nysted.
- Så er vi ude, siger Katarina Lewkovitch, mens Radioavisen tager over fra København. Og i Frederikssund Kirke lyder der nu et bifald fra menigheden, der pænt har ventet med at gå ud af kirken, til P1 var færdig med at sende.
- Well done - godt gået, lyder det, mens Lotte Nysted melder ærligt ud:
- Pyh, jeg har bare tænkt på tiden hele vejen igennem, siger hun, og præsten uddyber det, da vi lidt efter spørger til, hvordan det var pludselig at stå for en times radio, når man aldrig har gjort det før.
- Jeg prøvede ikke at tænke så meget over det. Men jeg holdt mere øje med uret end normalt, for jeg var lidt bange for at slutte før tid. Og så glemte jeg bortsendelsesordene under nadveren. Det er godt, det er overstået nu, smiler Lotte Nysted, der indrømmer, at der er godt lunt under præstekjolen på årets måske hidtil varmeste søndag. Hun beholder den dog på, for en time senere skal hun stå for en dåb – nu uden DR som medpassager. Faktisk betød det at have besøg af radioen, at kordegn, organist, præst med flere pludselig skulle samarbejde anderledes og mere end normalt.
- Normalt har vi nok det hele på rygraden, og da tænker vi ikke så meget over, hvor lang tid ting tager. Nu ved vi pludselig, at en salmeannoncering tager otte sekunder, og at prædikenen tager otte minutter. På forhånd kørte vi det hele igennem på tid, og det har været sjovt. Men det er også godt, det ikke er hver søndag, smiler Lotte Nysted.
Alt imens er DR-holdet ved at pakke sammen i kirken. Mikrofoner, stativer og sendeudstyr kommer ind i DR-sendevognen igen, og snart går kursen mod DR Byen på ny.
De næste to søndage er det for eksempel præsten og menighederne i Balle Kirke ved Silkeborg og Kirke Saaby Kirke på Midtsjælland, der skal have besøg af P1, og mange flere venter. Planerne er lagt.