Torsdag aften modtog DR prisen som 'Årets Energispringer' for arbejdet med at reducere sit samlede energiforbrug.
Energispring er et partnerskab mellem store bygningsejere, administratorer og interesseorganisationer i København, der alle samarbejder om at reducere energiforbruget. 43 partnere, heriblandt DR, repræsenterer cirka 26 procent af den samlede bygningsmasse i Københavns Kommune - svarende til cirka 9,5 millioner kvadratmeter.
'Årets Energispringer' er en hæderspris. Den gives til en energispringpartner, som har gennemført et projekt, der i særlig grad har ført til et inspirerende resultat og et lavere energiforbrug i bygninger.
DR modtager prisen som 'Årets Energispringer 2022' for det store arbejde med certificeret energiledelse. 'Det har ikke kun givet dokumenterede energibesparelser, men også en kultur, hvor der arbejdes systematisk med energiforbedrende tiltag og et energiledelsessystem, som er forankret i ledelse', lyder det i begrundelsen.
Overrakt af borgmester
Prisen blev overrakt af teknik- og miljøborgmester Line Barfod på konferencen Building Green DK. Pernille Toft, chef fra DR Ejendomme og Service, og Mathias Håkan-Mose, projektansvarlig for energiledelse i DR, modtog prisen på DR’s vegne, ligesom DR’s CSR-konsulent Pia Halldorsson også deltog ved overrækkelsen.
- Det er helt fantastisk, og vi er meget stolte, siger Pernille Toft og fortsætter:
- Vi har et ansvar, der rækker ud over det gode indhold, DR laver hver dag. Vi har også et ansvar for de aftryk, vi sætter på samfundet. Vi har i DR nogle ambitiøse klimamål, og vi arbejder hver dag på at nedbringe elforbruget og genanvende, hvor vi kan. Vi har fokus på de områder, der helt naturligt bruger meget energi, samt steder, hvor mange bække små, gør en stor å.
Pernille Toft tilføjer, at certificeringen i energiledelse har krævet samarbejde med alle dele af DR, hvor der bruges meget energi.
- Det har været en fornøjelse, at alle har bidraget, hvor de kan. Det er den her pris er en kæmpe anerkendelse af, siger hun.
