DR har videndelt med succes og fortsætter i det nye år

Seks af DR’s eksperter har videndelt med fem inspirerende oplæg i 2019. I 2020 følger endnu flere. Det er desuden muligt at tilmelde sig DR Delers nyhedsbrev.

I 2019 har DR slået dørene op for videndelingsformatet, DR Deler, hvor nogle af husets eksperter ved morgenmøder har delt ud af deres faglige viden fra forskellige områder af organisationen.

DR Deler-oplæggene giver et bredt indblik i DR’s arbejde på tværs af organisationen, og i 2019 var blandt andet økonomistyring, talentudvikling og historieformidling en del af emnerne. Initiativet fortsætter i det nye år, hvor DR’s eksperter fortsat vil videndele og inspirere til morgenmøder og efterfølgende som stream på dr.dk/møddr.

Stigende interesse for DR Deler

I løbet af året har der været stigende interesse for oplæggene, som flere gange har resulteret i en fyldt sal, mens der også har været interesse for at streame oplæggene efterfølgende.

- DR rummer stor viden og har eksperter på forskellige områder i alle hjørner af organisationen. Derfor håber vi med DR Deler at kunne bidrage med videndeling inden for mange fagligheder og på tværs af brancher. Vi er glade for, at der har været så stor interesse for at høre om, og blive inspireret af, hvordan vi arbejder, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Det nye program for foråret bliver offentliggjort på dr.dk/møddr i det nye år. Men det er allerede nu muligt at tilmelde sig DR Delers nyhedsbrev, så man altid er opdateret på kommende oplæg. Tilmeldingen findes i højre side på dr.dk/møddr.

Et bredt emnefelt af faglig videndeling

De fem tidligere DR Deler-oplæg ligger tilgængelig som stream på dr.dk/møddr. I april talte chefdirigent for DR Pigekoret, Phillip Faber, om ledelse og om at skabe en moderne kulturændring. Økonomidirektør Nikolas Lyhne-Knudsen fortalte i maj om, hvordan man styrer økonomien i en offentlig reguleret virksomhed.

I september fortalte rektor for DR Talentholdet, Signe Muusmann, om talentudvikling, mens ledende redaktionschef i DR Ung, Kasper Tøstesen, i oktober delte ud af sin viden omkring arbejdet med unge som målgruppe.

Årets sidste DR Deler løb af stablen i november, hvor indholdsproducenterne Dorthe Gad Thuemoes og Ane Saalbach fortalte om arbejdet med DR’s historiesatsninger, og hvordan man skaber balancen mellem fakta og drama.

DR Deler er en del af DR’s vifte med forskellige dialoginitiativer, som man kan læse mere om på dr.dk/møddr.