DR holdt pressemøde: Nu er den nye, store dramaserie ’Carmen Curlers’ klar

Torsdag bød DR Drama pressen indenfor i kulisserne på den nye dramaserie ’Carmen Curlers’. Der er tale om en lys og humoristisk serie om iværksætterdrømme og kvinders indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne.

  • Holdet bag 'Carmen Curlers' til torsdagens pressemøde. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Lars Ranthe, Maria Rossing og Fanny Bornedal. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Morten Hee Andersen, Maria Rossing og Nicolai Jørgensen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Mille Lehfeldt og Christian Tafdrup. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 4

Studie 8 i DR Byen vrimlede torsdag formiddag med journalister, fotografer og ikke mindst en lang række af de skuespillere, der er med i DR’s nye, store dramasatsning ’Carmen Curlers’. Serien har premiere på DRTV fredag den 30. september klokken 6.00 og på DR1 søndag den 2. oktober klokken 20.00.

- Vi glæder os helt vildt. Vi er utroligt stolte af den her serie, indledte Henriette Marienlund, DR’s fiktionschef, og fortsatte:

- ’Carmen Curlers’ er en iværksætterhistorie fra 1960’erne om store drømme og en tid, hvor kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, og velfærdsstaten pibler op. Det er en lys og humoristisk serie, der handler om os alle sammen og minder os om, hvordan livet og samfundet var dengang.

Morten Hee Andersen møder pressen i kulisserne i DR Byen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Alle bliver bundet sammen i curler-motoren

Serien er frit inspireret af det virkelige erhvervseventyr om Carmen Curlers og handler om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en international succes. En succes, der vender op og ned på livet i en dansk provinsby i 1960’erne.

Seriens hovedforfatter er Mette Heeno, der også var med på pressemødet. Hun fortalte, at fortællingen først var tænkt som en spillefilm på to timer, men det viste sig, at der var så meget gods i historien, at det nu bliver til en serie på 24 timer.

- 'Carmens Curlers'’ hovedhistorie er historien, der bliver ved med at give. Det er fascination af en dansk opfinder – en entreprenant mand, der fandt på papillotten. På iværksætterfronten og kvindefronten åbner et kæmpe univers sig op. Det er menneskene, der er inde i Carmen Curlers, det handler om. Alle bliver bundet sammen inde i curler-motoren, fortalte Mette Heeno.

I hovedrollerne ses Morten Hee Andersen som den karismatiske entreprenør Axel og Maria Rossing som den handlekraftige husmandskone Birthe. I andre bærende roller møder seerne blandt andre Lars Ranthe, Rosalinde Mynster, Mille Lehfeldt, Christian Tafdrup, Fanny Bornedal, Nicolai Jørgensen og Signe Egholm.

- Det er sindssygt magisk. Serien er blevet helt vildt levende og i høj kvalitet. Jeg er stolt af det cast, vi har. Det er ikke en serie med høj hat og galocher, selvom den foregår i 1960’erne. Den kunne også foregå i dag, sagde Mette Heeno.

Sammen på tværs af generationer

Fiktionschef Henriette Marienlund glæder sig til, at ’Carmen Curlers’ nu får premiere:

- Vi håber, at danskerne vil se den sammen på tværs af generationer. At den vil skabe bånd og forståelse, og at folk vil tale om, hvordan vi lever, hvordan vi har det og det land, vi lever i.

Første sæson af ’Carmen Curlers’ er på otte afsnit. Anden sæson er planlagt til efteråret 2023, og der er også planlagt en tredje sæson.

Få en smagsprøve på 'Carmen Curlers' i traileren her: