DR-podcasten ’Genstart’ belønnes med buket

KLF, Kirke & Medier har givet Buketten til DR-podcasten ’Genstart’ og TV 2-programmet ’Kernen’ for deres evne til at formidle nyheder i dybden.

Simon Stefanski (th.) fra 'Genstart' og Joachim Claushøj Bindslev fra 'Kernen' med anerkendelsen fra KLF. (Foto Henrik Lundahl Revshøi)

Den fælleskirkelige interesseorganisation KLF, Kirke & Medier har netop belønnet DR’s podcast ’Genstart’ og TV 2-programmet ’Kernen’ med Buketten som en anerkendelse af deres evne til at formidle nyheder i dybden.

I begrundelsen for valget af de to programmer hedder det i en pressemeddelelse fra KLF:

- Vi giver Buketten til programmerne Genstart (DR) og Kernen (TV 2) for deres nutidige formidlingsform og deres seriøse og interessante måde at formidle nyheder på. Begge programmer formår at pakke relevant nyheds- og dokumentarstof ind i en inspirerende ramme og dermed give lytteren og seeren lyst til at blive klogere på den verden, som vi lever i. Programmerne går et spadestik dybere end mange andre nyhedsformater, hvor hurtig formidling let kommer til at gå forud for fordybelse og grundighed.

KLF har i en årrække givet Buketten til en medieperson, som foreningen mener, har gjort en særlig god indsats.

Hele pressemeddelelsen fra KLF kan ses her