DR Symfoniorkestret underviser folkeskoler i dirigentens arbejde

De seneste uger har DR Symfoniorkestret rejst rundt i landets folkeskoler for at undervise børnene i dirigentens arbejde. Børnene skal senere på måneden stemme på deres yndlingsdirigent i Malko Konkurrencen.

Anna Bæk Christensen, Laura Kjærgaard, Gustav Sønksen og Johanne Lorenzen er lige nu en del af DRs Malko-dirigentskole, hvor børn og unge får en enestående mulighed for at dirigere et professionelt kor eller orkester. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Den 27. april i DR Koncerthuset står finaledysten mellem de tre unge dirigenttalenter i dette års Malko Konkurrence, som har været holdt hvert tredje år siden 1965. Men udover at den eftertragtede Malko-pris bliver uddelt, har en af talenterne også mulighed for at vinde børnejuryens pris.

Børnejuryen består af 45 fjerde- og femte-klasser, som musikere fra DR Symfoniorkestret de seneste fire uger har været på besøg hos for at undervise om dirigentens arbejde.

Børnene stemmer elektronisk på deres yndlingsdirigent, som de har set spille over livestreaming fra konkurrencen. Den med flest stemmer får overrakt prisen af to børn, hvis navne er udtrukket i en lodtrækning.

Karen Skriver Zarganis har været koordinator på projektet, der har foregået over hele landet. Hun har oplevet, at børnene har haft stor interesse i at lære om klassisk musik.

”Hvad kan musik gøre ved os, og hvordan kan musik udtrykke de store følelser? Det ville vi gerne lære børnene. Det er op til dirigenten at forløse de følelser, der gemmer sig i klassisk musik. Det er en vigtig opgave, som vi gerne vil give en miniuddannelse i, inden børnene skal stemme,” siger hun og fortsætter:

”I næsten alle klasser, jeg var i, var engagementet stort. Nogle gange nåede jeg ikke alt det, jeg gerne ville, fordi de var så ivrige efter at stille spørgsmål.”

Børnene forstår musikken

Undervisningsmaterialet består af tre moduler. I det første besøgte Karen Skriver Zarganis og musikerne fra DR Symfoniorkestret folkeskolerne for at vise dem, hvordan musik kan indeholde følelser via øvelser og videoer af berømte dirigenter. Det næste modul er videoer med korleder Susanne Wendt og DR Børnekoret, som agerer dirigentkaniner med enkle øvelser, man kan gentage i klassen. Det sidste modul går ud på, at hver elev skal lave en tegning og en lille historie, der passer til et stykke musik. Derefter skal klassen filme sig selv som dirigenter.

I første modul indgik blandt en øvelse, der skulle vise, hvordan dirigenten kommunikerer med sit orkester ved hjælp af ansigtsudtryk. En elev stiller sig oppe ved tavlen med ryggen mod sine klassekammerater og laver et ansigtsudtryk, musikerne skal tolke i musik. Klassekammeraterne skal derefter gætte, hvilket ansigt eleven lavede.

Karen Skriver Zarganis fortæller, at det glædede hende, at alle børnene hurtigt forstod de dybere lag, der findes i klassisk musik. At det ikke bare er smukke toner, der er sat sammen, men at symfonier indeholder en historie om noget stort.

”Men de er også bare helt umiddelbare i, hvad de godt kan lide. Det er det gode ved børnejuryen. De kommer til at vælge lige den dirigent, der rører noget i dem,” siger Karen Skriver Zarganis.

Du kan også følge med derhjemme, når Malko Konkurrencens finale sendes direkte på DR K og P2 klokken 18.30 på store bededag.