DR inviterer til nye morgenmøder med DR Deler i foråret, hvor nogle af DR’s fremmeste eksperter står klar til at dele ud af deres faglige viden. I foråret er medieudviklingen, ’Ultra Nyt’ og DR’s arbejde med ny musikopdagelse blandt emnerne. Tilmeld dig oplæggene nu på dr.dk/deler.
Medieudviklingen i februar
Årets første DR Deler skydes i gang torsdag den 6. februar klokken 8, hvor chefen for DR Medieforskning, Dennis Christensen, vil dykke ned i årets Medieudviklingsrapport, der kommer på gaden den 23. januar.
Dennis Christensen vil fortælle om, hvilke tendenser der prægede danskernes mediebrug i 2019, og hvad vi skal holde øje med i det kommende år. Rapporten gemmer på et hav af forskellige tendenser og udviklinger i danskernes brug af medier i 2019, og nogle af dem vil Dennis Christensen uddybe til sit DR Deler-oplæg.
Formidling i børnehøjde med ’Ultra Nyt’
DR’s nyhedstilbud til børn ’Ultra Nyt’ vandt i 2019 UNICEF-prisen, og er samtidig nomineret til en International Emmy Kids Awards, som uddeles i Cannes til marts. Onsdag den 3. juni klokken 8 vil redaktør Thea Kristine Vinther fortælle nærmere om ’Ultra Nyt’-formatet og hvilke metoder og værktøjer man bruger, når komplekst stof skal formidles i børnehøjde.
Det handler om at fortælle i øjenhøjde med børnene og skabe de rette forudsætninger for at forstå, hvad for eksempel Brexit er eller hvad det betyder, når Danmark får ny statsminister. Det vil Thea Vinther fortælle mere om i sit DR Deler-oplæg i DR Aarhus.
OBS: Oplægget har tidligere været planlagt til 25. marts, men er udskudt til 3. juni.
Nyfortolkning af musikken med unikke oplevelser
Tirsdag den 5. maj klokken 8 står P3-vært Pelle Peter Jencel og ledende musikproducent i DR Ung, Marika Lumholt Hakesberg, klar til at fortælle om DR’s arbejde med at skabe den unikke musikoplevelse.
Det musikalske møde mellem forskellige genrer skaber noget helt specielt, og samtidig vækkes der en nysgerrighed og helt ny forståelse af musikken. De metoder og værktøjer der bruges i processen med at skabe en unik oplevelse i det møde, vil Pelle Peter Jencel og Marika Lumholt Hakesberg give et dybere indblik i til deres DR Deler-oplæg, hvor især det klassiske univers spiller en væsentlig rolle.
Læs mere om de enkelte oplæg og hvordan man tilmelder sig gratis på dr.dk/deler.
Oplæggene lever videre digitalt
I 2019 havde de fem DR Deler-oplæg i alt over 400 besøgende samt flere hundrede streams. Oplæggene gav et indblik i DR’s arbejde fra økonomistyring til talentarbejde, og der var faglig inspiration at hente i forskellige hjørner af DR’s virksomhed.
Se de tidligere DR Deler-oplæg på dr.dk/møddr, hvor du også kan læse mere om DR’s andre dialoginitiativer samt tilmelde dig DR Delers nyhedsbrev.
Billeder: Bjarne Bergius Hermansen, Lars Møller Hansen og Jannick Boerlum.