Fredag kan klasselokalet i skolen, det åbne kontorlandskab på arbejdspladsen eller fællesstuen på plejehjemmet blive omdannet til et dansegulv, når DR inviterer til ’Danmarks hurtigste dansefest’.
Klokken 11.50 bliver sangen ’Move Your Feet’ med Junior Senior spillet på DR1, P1, P2, P3 og P4. Håbet er, at så mange som muligt vil danse i de tre minutter, sangen varer.
På landsplan har 100.000 skoleelever allerede tilkendegivet, at de vil danse, da de samme dag holder ’Skolernes Motionsdag’.
- DR kører i 2021 temaet ’Sammen i bevægelse’ i partnerskab med Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Skoleidræt. Vi har blandt andet skabt ’Danmarks Motionsuge’ her i uge 41, hvor vi på tværs af platforme har sat fokus på bevægelse i hverdagen. En smuk markering af den uge vil være ét moment, hvor vi alle kan være i bevægelse sammen. Det er det, vi prøver med dansefesten fredag, fortæller Kasper Zederkof, der er redaktør i DR Partnerskaber.
DR1 sender direkte fra klokken 11.45 med Anna Lin som vært. Her kommer seerne med til Københavns Lufthavn, en efterskole i Juelsminde, Hafnia-Hallen i Valby og en folkeskole i Lyngby, så de kan se, hvordan dansefesterne udspiller sig blandt medarbejdere, lærere og elever der.
P3 varmer op til danseøjeblikket med ’Muffs Motionsdag’, og på P4 sker det i ’Formiddag på 4’eren’. De øvrige radiokanaler spiller også ’Move Your Feet’, når klokken bliver 10 minutter i 12.
Skabe et fællesøjeblik
- Jeg håber, at rigtig mange vil danse med, og at alle deltagere får et øjeblik, de kan huske tilbage på. Vi vil gerne skabe et fællesøjeblik, der passer til hele tematikken for 2021, hvor vi i bogstavelig forstand er sammen i bevægelse. Man skal bare tænde for fjernsynet eller radioen, skrue lyden en anelse op og tillade sig at tjekke ud i tre minutter. Så får man en sjov danseoplevelse med dem, man er sammen med, og man får lidt ekstra bevægelse ind i hverdagen, siger Kasper Zederkof.
Om valget af musiknummer siger han:
- Det er et hamrende godt nummer at danse til. Det handler om at bevæge sine fødder og danse – ikke om at kunne alle mulige koreografier. Og så er det en dansk gruppe, der står bag det.
Hvis du ikke får danset fredag middag, er muligheden der igen fredag aften til Kulturnatten i DR Byen. Her vil Anna Lin køre to runder dans til det samme nummer. På nettet giver DR Lær ligeledes inspiration til skoleelever i et særligt dansetema.