DR3 har sendt 'den bedste europæiske TV-dokumentarserie’ i 2021. Det slog juryen for Prix Europa fast fredag aften i Potsdam i Tyskland.
Her blev årets priser uddelt i den fælleseuropæiske konkurrence, hvor public service-stationer i nu 35 år har dystet om at have produceret årets bedste TV-, radio- og onlineproduktioner.
Prix Europa-prisen i kategorien ’Bedste europæiske TV-dokumentarserie 2021’ går til programserien ’Efterskolen’, der havde premiere på DR3 i juni i år.
I løbet af de seks afsnit følger seerne Sanna, Marius, Sofus, Sofie Marie, Jarl, Vanessa og 114 andre håbefulde unge, der i august 2019 begynder på Klejtrup Musikefterskole sydvest for Hobro. Alt er nyt, og håbene og drømmene er mange. Men det er samtidig også et år, hvor der pludselig fra den ene dag til den anden bliver sat en stopper for fællesskabet, da coronaen rammer Danmark og resten af verden. Dokumentarserien følger de unge hele vejen gennem året.
’Efterskolen’ er instrueret og produceret af Thora Lorentzen og Rikke Tambo Andersen fra Bullitt Film for DR, hvor Signe Bruntse har været tovholder for projektet. Serien er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Filmpulje.
Kunne relatere sig til det
Ledende redaktionschef Malene Birkebæk fra DR Unge glæder sig over, at DR3-serien røg helt til tops ved Prix Europa.
- Det er vigtigt for DR, at de unge føler sig imødekommet og spejlet i det, vi laver. Jeg oplever, at rigtig mange kunne relatere sig til efterskolelivet i serien, og hvad det var for en situation, de unge – og alle os andre - pludselig stod i, da alt blev forandret med coronanedlukningen af Danmark. At serien nu også ryger til tops og bliver hædret af fagfolk fra resten af Europa, er jeg megastolt af. Tillykke til alle, der har produceret og været med, siger hun.
Mens ’Efterskolen’ fik en Prix Europa, var der også en DR-dokumentarserie på andenpladsen i kategorien. Her fik Mads Brügger ’særlig anerkendelse’ for dokumentarserien ’Muldvarpen - Undercover i Nordkorea’ om den førtidspensionerede danske kok, der som muldvarp gennem 10 år infiltrerer den internationale, nordkoreanske venskabsforening.
DR har flere gange tidligere gjort en god figur ved Prix Europa. Sidste år modtog P3-dokumentaren og podcastserien ’Blackout – pigen på billedet’ en Prix Europa som ’den bedste europæiske radio-dokumentarserie 2020’. Sammenlagt deltog 209 nominerede programmer fra 26 lande i konkurrencen om at blive ’europamestre’ i 15 kategorier.