DRs kor deler ud af sange og erfaringer

DR Pigekoret begynder at udgive deres noder og arrangementer, ligesom DR Korskolen også har indført åbne prøver, så andre korledere kan følge arbejdet tæt.

DR PigeKoret består af piger i alderen 16-21 år. Koret forener gamle sangtraditioner med helt ny musik. (Foto: © Kim Matthäi Leland, Type 1)

Hvis der er en sang, som chefdirigent Phillip Faber er blevet spurgt til mindst 100 gange de seneste år, er det DR Pigekorets arrangement af Alberte Windings ’Lyse nætter’. Nu er der håb for landets korledere, der vil have fingre i noderne og arrangementet til sangen – eller til mange af de andre sange, som DR Pigekoret og DR Korskolen byder på.

Sammen med Wilhelm Hansen Musikforlag vil DR fremover fire gange om året udgive nodehæfter med nogle af de sange, som seere, lyttere og ikke mindst landets korledere er stødt på i TV-shows og koncerter i DR eller i programmet ’Dagens Sang’ på DR K.

De første hæfter med noder, der ikke har været tilgængelige før, er netop kommet. Og dermed er det nu for eksempel muligt at få fat i DR Pigekorets arrangement af ’I Danmark er jeg født’ af Poul Schierbeck, Knud Vad Thomsens ’Jeg plukker fløjlsgræs’, Agnes Obels ’Riverside’, Carl Nielsens ’Nu er dagen fuld af sang’ og ’Jens Vejmand’ eller Marie Keys ’Landet’.

Korledere står alene

Hæfterne byder også på flere ældre arrangementer af tidligere dirigenter for DR Pigekoret som Tage Mortensen og Michael Bojesen.

”Vi er ikke for fine til at dele ud af vores sange og arrangementer, og vi har også gerne længe villet gøre det – der har bare været så meget andet. Nu har vi fået det hele sat i system, så noderne forhåbentlig kan være til glæde for mange. Som korleder står du tit alene med at finde og fastlægge dit repertoire, og vi vil gerne være med til at inspirere med nodehæfterne,” siger chefdirigent Phillip Faber fra DR Pigekoret.

DR har haft egne kor siden 1938, hvor DR Pigekoret blev dannet, og DRs nodearkiv bugner af værker og arrangementer for pigekor, ligesom nye kommer til hvert år. Hvert sanghæfte indeholder otte sange, så i løbet af et år bliver det til 32 sange og arrangementer, som DRs kor giver adgang til. ”Det er en stor glæde for os, at noderne ikke bare ender i DRs mørke nodearkiv, og brugerne vil have stor indflydelse på, hvad vi udgiver. For vi vil i høj grad udgive det, der er efterspørgsel efter,” forklarer Anne Karine Prip, der er kunstnerisk leder for DR Pigekoret og DR Korskolen.

DR Pigekoret er begyndt at udgive sine noder i hæfter, der kommer fire gange om året. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Indfører åbne prøver

Når næste omgang noder kommer på gaden, vil det for eksempel være julesange for pigekor, der kommer på tryk, så korlederne og korene kan få dem indstuderet, før træet atter skal pyntes, og der skal bydes til julekoncerter over hele landet.DR Pigekoret og DR Korskolen, der består af cirka 230 børn og unge i, DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret – vil også øse af sit arbejde og sin sangglæde på andre måder fremover. For eksempel vil der blive holdt mange flere åbne prøver. Her kan andre korledere komme på besøg, overvære prøvearbejdet og bagefter diskutere metoder og korledelse i det hele taget.

Den næste åbne prøve bliver holdt 1. september i DR Byen, hvor det er DR Børnekoret og dirigent Susanne Wendts arbejde, man kan følge.

”DR Børnekoret har allerede afholdt åbne prøver et par gange, og det har været en enorm succes. De første gange har der været 50-60 korledere på besøg – også uden at vi har gjort særligt meget opmærksom på det. Landets korledere vil helt tydeligt gerne have inspiration,” siger Anne Karine Prip.

Endelig står DR-korene også bag flere små inspirationsfilm, som i den kommende tid bliver delt på DR Korskolens Facebook-side.

”Det er videoer, der er lavet til kordirigenter, så de kan få inspiration til deres arbejde. Her i DR er vi flere om arbejdet med korene, men jeg ved fra mit tidligere arbejde, hvor alene, man kan stå som korleder, og at det kan være svært at finde nogen at sparre med. Vi håber, at alle de tre nye tiltag kan være med til at ændre på det,” siger DR Pigekorets chefdirigent Phillip Faber.