’Fællessang – hver for sig’ har været en gave for Christian Baltzer

Redaktionen bag ’Fællessang – hver for sig’ knokler for at få sudokuen med kunstnere og sange til at gå op. Producent Christian Baltzer fra DR Koncerthuset nyder arbejdet, fordi musikken er i centrum.

Producent Christian Baltzer er med i redaktionen, der vælger hvilke kunstnere og sange, der skal spilles til 'Fællessang - hver for sig'. Foto: DR Arkiv.

Normalt har Christian Baltzer sin gang i DR Koncerthuset som producent. Under coronakrisen er alle koncerter blevet aflyst her, og selv om han var klar med nogle nye initiativer, må de vente, til Danmark igen åbner mere op. I mellemtiden ligger han dog ikke på den lade side. Han er nemlig med i redaktionen, der producerer ’Fællessang – hver for sig’.

Christian Baltzer har spillet og arbejdet med musik i mange år. Han har blandt andet optrådt til mange bryllupper, sunget i kirkekor og været kapelmester. De erfaringer, og især det netværk han har fået bygget op over tid, gør han brug af nu. Han er med til at udvælge hvilke sange, der skal synges, og hvilke kunstnere, der skal synge dem.

- Der skal være noget variation i sangene og sangerne – noget roligt, udadvendt, inderligt, ungt og gammelt. Det er som en sudoku, vi skal have til at gå op. Jeg kender jo de her kunstnere, så jeg har også en fornemmelse af, hvilke sange der vil passe godt til dem, og som de kunne have lyst til at optræde med, forklarer Christian Baltzer.

Får stablet fællessang på benene

Der skulle løbes stærkt for at få ’Fællessang – hver for sig’ til at blive en realitet. Christian Baltzer og redaktionen bag har haft rygende travlt, og der har ikke være tid til at sætte en fod forkert. Selvom den første uge gik med at famle sig lidt frem i blinde, så kom tematikken hurtigt på plads.

- Vi har kastet os ud i det med en indstilling om, at ’nu gør vi det’. Jeg oplevede, at der hurtigt var styr på formatet. Vi sagde for eksempel fra starten af nej tak til nye singler. Det er sangen der er vigtig, det er sangen, der skaber fællesskabsfølelsen. Så er kunstnerne mindre vigtige, siger Christian Baltzer.

Christian Baltzer tager fat i de kunstnere, han ønsker, skal optræde i ’Fællessang – hver for sig’. Her ser han efter forskellige slags sangere, der passer ind i tre kategorier.

Den første kategori er de kunstnere, der skal optræde med sange, de selv har lavet. Det så man eksempelvis, da Dodo and the Dodos optrådte med deres hit ’Vågner i natten’. Herefter er der de sangere, som de fleste kender, men som optræder med en anden sang, der er mere fællessangsorienteret end deres egen. Den sidste kategori er sangere, som man ikke kender på forhånd, men som har en speciel relation til den sang, de synger. Det kunne man for eksempel se, da Malak fra Vejle optrådte med ’Gi’ os lyset tilbage’.

Se nogle af højdepunkterne hidtil fra ’Fællessang – hver for sig’

- Fællessang kan være nærværende og rørende. Der er et stille udtryk, som passer til tiden. Vi er nede i tempo, og musikken får lov at være i centrum. Jeg synes selv, at Teiturs optræden i program to, hvor han sang ’Regnvejrsdag i november’ var et højdepunkt. Han gav sangen en ny dimension og et kunstnerisk udtryk, men melodien var stadig præcis som den skal være, fortæller Christian Baltzer.

Musiknørd, der får lov at udfolde sig

Ligesom mange andre skulle Christian Baltzer have lavet noget helt andet lige nu, hvis ikke coronakrisen var brudt ud. På Baltzers program stod blandt andet ’Den klassiske musikquiz’ og et nyt initiativ i DR Koncerthuset med ’Brunchkoncerter’, hvor publikum kan sidde på den store scene i Koncertsalen og overvære en koncert. Alle initiativerne er rykket ud i fremtiden.

- Jeg må nok sige, at jeg gik slukøret fra arbejde, da vi i marts blev sendt hjem. Derfor har det også været en gave, at jeg har kunnet lægge al min energi i fællessang. Jeg har det som en fisk i vandet. Alle mine kompetencer kommer i spil, og det er overvældende at mærke, hvor meget plads, musikken har fået, siger Christian Baltzer.

Rammen om ’Fællessang – hver for sig’ er nede på jorden. På grund af coronakrisen er de store prangende elementer taget ud af ligningen. Mads Steffensen er tovholder fra et dunkelt lokale i DR Byen, de forskellige kunstnere har minimalt med instrumenter, lys og andet, der normalt hører med til en stor optræden.

- Det er ikke iscenesat, det er ikke snobbet, og store underholdningselementer er taget væk. Vi har holdt os fra yderlighederne, for det er her fællesskabet er bedst. Musikken får lov at være motoren i programmet. Jeg føler, jeg er en del af noget meningsfuldt.

Se ’Fællessang – hver for sig’ fredag aften klokken 20.00 på DR1 eller lyt til programmet på P4.

'Fællessang - hver for sig' fortsætter hver fredag i hele maj.