Fra barn til superstjerne på fire dage

MGP er meget mere end bare en sangkonkurrence. Sofie Østergaard har lavet MGP i over 10 år, og hun hjælper børnene til at præstere på den store scene.

Sofie Østergaard retter til og giver gode råd til deltagerne. Her er det sangeren Emma, der sammen med danserne, Cassandra og Lea, skal optræde med sangen 'Hater'. (Foto: © Sofie Gerdes)

Deltagerne til årets MGP har været i Herning siden onsdag formiddag. De har haft et stramt program frem mod lørdagens store show. På bare fire dage skal de blive klar til levere deres livs præstation på den store MGP-scene lørdag aften.

De skal øve deres sang igen og igen, men de skal også have styr på hvordan man er en stjerne på scenen, lære alle dansetrin og træne smilebåndene – MGP er nemlig meget mere end en sangkonkurrence.

Den erfarne DR-vært Sofie Østergaard har været med til at lave MGP i over 10 år. Hun har tidligere selv været MGP-vært, og i år er hun ansvarlig for at hjælpe både deltagere og værter med scenekoreografien.

De kommende dage skal deltagerne og deres grupper skiftevis under Sofie Østergaards vinger, hvor de skal øve både sang og dans på den store scene.

På med showbiz-skoene

Den første deltager der skal øve på den store scene, er Emma, der har danserne Casandra og Lea med sig. Emma kommer først fem minutter efter danserne, fordi Sofie Østergaard har sendt hende op i garderoben for at hente de sko, som hun skal optræde i til lørdagens show.

Til Sofie Østergaards store begejstring kommer hun op på scenen til de andre i et par store, tunge sneaks i en knaldorange farve.

- Ja tak! Sådan skal det skal være! Vi kan lige så godt gøre alting rigtigt fra start af – og altså, hvorfor misse en lejlighed til at tage showbiz-skoene på, griner hun.

Sofie Østergaard fornemmer, at der er en lille nervøsitet i gruppen, og hun løsner stemningen op.

- Kommer der mange, I kender, spørger hun.

Pigerne nikker.

- Ej, det skal I glæde jer til! Det er det fedeste. Selvom der er flere tusinde mennesker, så kan man ikke undgå at høre dem, man kender. Og det giver det vildeste selvtillidsboost, at de står lige der og hepper, fortæller hun.

Emma starter med at øve uden sang, men stille og roligt hæver Sofie Østergaard niveauet. Hun instruerer og retter til:

Efter en lille time på scenen er pigegruppen færdig med dagens prøve. Emma er glad men træt, da hun træder ned fra scenen.

- Jamen det er jo faktisk okay bare at synge og danse. Men det er virkelig svært både at synge og danse og smile OG kigge i kameraet

  • Sofie Østergaard har lavet koreografien til fællessangen for 'MGP-Allstars'. Her øver børnene i forhallen inden de skal forsøge sig på den store scene. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • MGP er en lang fest for deltagerne. De hepper på hinanden, mens der bliver øvet på scenen. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Sangerne øver koreografien til deltagernes fællessang med MGP-Allstars. Årets Allstarsang hedder 'Vi er så MGP', og den skal deltagerne synge, når alle deltagerne har fremført deres egne sange. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Emma øver koreografien til hendes sang 'Hater'. Hun har danserne Cassandra og Lea med på scenen. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Der bliver arbejdet benhårdt på at lære koreografien til MGP-Allstars. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Emma øver i de store orange sneaks på. Dem skal hun nemlig også have på til lørdagens store show. (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 6

Fyr den af!

Det meste af formiddagen er gået med øvelser for de enkelte grupper, men dagen er langt fra slut for Sofie Østergaard, som haster videre i dagens program.

Hun skal vise alle sangerne, hvor de skal stå under koreografien til deltagernes fællessang ’MGP Allstars – Vi er så MGP’. Sangerne og danserne øver hver for sig, og senere skal hele koreografien til deres fælles optræden sættes sammen på den store scene.

Øvelserne til MGP Allstars foregår i børnenes egen MGP-lounge. Sofie Østergaard har skyndt sig videre og er tilbage på den store scene – nu sammen med værterne.

Hun er nemlig også ansvarlig for, at MGP-værterne, Stephania Potalivo og Anna Lin, har styr på deres store åbningsnummer. Et job hvor hun skal bruge lidt mindre tid på at bede om ro og fokus.

Sofie Østergaard er mere tilbagelænet end tidligere, og har sat sig i en publikumsstol. Hun justerer lidt på lys og kamera og har få rettelser til værterne.

Efter at værterne har øvet, indtager deltagerne igen den store scene – og Sofie Østergaard er igen på hårdt arbejde.

Hun er hård og retter til, hvor det behøves – men hun er også kærlig og giver masser af kram og omsorg, når det hele bliver for meget for børnene.

Og hun får stor ros af sine kolleger. Hun er dygtig til at motivere børnene, retter til når det er nødvendigt, men er også opmærksom på, at rose dem, så meget så muligt.

- De er jo udtaget til det her, og jeg ved, at de kan så meget. Jeg sætter altid høje krav til børnene, men jeg sætter ikke krav, de ikke kan lede op til, og jeg ved, at det er alle arbejdstimerne værd, når de får lov at være helt store stjerner på lørdag, siger hun.

MGP bliver vist lørdag den 26. februar klokken 19.00 på DR1 og DRTV.