Når DR i de kommende to måneder har mailboksen åben for ansøgninger om kronerne, der i løbet af 2022 er blevet samlet ind til radioens mangeårige ønskeprogram ’Giro 413’, er der i år ekstra meget at søge om. Og det samme bliver tilfældet næste år.
Faktisk vil ’Giro 413’ have omtrent dobbelt så mange kroner som normalt at dele ud af i 2023 og 2024. Forklaringen skal findes i, at DR’s ønskeprogram, der har eksisteret siden 1946, har arvet en trofast lytter i Esbjerg, som døde i efteråret 2021.
Da hans testamente blev åbnet, kom det frem, at lytteren ønskede, at 500.000 kroner af hans arv skulle gå til ’Giro 413’ og dermed aktiviteter, projekter og events for socialt dårligt stillede børn og unge under 18 år i Danmark.
- Vi er naturligvis meget taknemmelige for den smukke tanke og det store beløb, og i DR har vi besluttet, at pengene skal uddeles over de kommende to år. Det betyder, at der vil være ekstra mange kroner at søge om i den pulje, vi åbner for nu og også i den, vi åbner for den 1. december næste år, forklarer Ralf Richardt Strøbech, der er redaktionschef for musik, P5, P6 & P8 i DR Kultur, Børn og Unge.
Hvor DR i maj 2022 kunne uddele 264.000 kroner fra ’Giro 413’ – det største beløb i syv år – vil der nu omtrent være en halv million kroner at søge i 2023 og 2024, hvis ellers lytternes interesse for at samle penge ind, fortsætter på samme niveau som de seneste år.
Kan søge de næste to måneder
På hjemmesiden dr.dk/giro413 er der fra den 1. december og frem til udgangen af januar 2023 mulighed for at sende et ansøgningsskema ind og dermed måske få del i pengene.
- Privatpersoner kan ikke søge om pengene fra ’Giro 413’, men det kan projekter og foreninger, der har en god idé til at lave et projekt eller gøre livet bedre for udsatte og dårligt stillede børn og unge i Danmark. Det kan for eksempel være børn og unge, der vokser op i et hjem, hvor der ikke er råd til at tage del i fritidsaktiviteter, hvor der ikke er penge til at tage på udflugter eller ferie eller projekter, så målgruppen kan tage del i sociale arrangementer, forklarer ’Giro 413’-vært Peter Sten.
Han har fornøjelsen af at sætte årets ansøgningsrunde om ’Giro 413’-pengene i gang, men 72-årige Peter Sten går på pension fra DR den 1. januar. Så det bliver den nye vært på ’Giro 413’, Ole Tøpholm, der kommer til at uddele de mange penge til projekter over hele landet til foråret.
Håber folk vil sprede budskabet
- Som ’Giro 413’-vært er det virkelig en af årets store oplevelser at dele de indsamlede kroner ud. Jeg håber, at rigtig mange vil sende os en ansøgning i den kommende tid. Samtidig håber jeg også, at mange vil være med til at sprede budskabet til bekendte, venner og familiemedlemmer, som man kunne forestille sig var interesserede, og fortælle dem, at der er ekstra meget at komme efter i år, siger Peter Sten.
Årets største enkeltuddelinger ved uddelingen i maj 2022 – begge på 30.000 kroner - gik til Broen Vejen og til Udvalget for Husmoderferie i København.
I Vejen gik ’Giro 413’-kronerne til et projekt, hvor udsatte familier får mulighed for at få hjælp til at betale kontingentet, så deres børn på mellem 6 og 17 år kan deltage i fritidsaktiviteter i diverse foreninger i Vejen Kommune på lige fod med deres kammerater. Og hos Udvalget for Husmoderferie, som har eksisteret siden 1946, ligesom ’Giro 413’, gik pengene til at gennemføre såkaldte netværksferier for socialt sårbare børn og unge med deres forældre – primært enlige forsørgere.
Har samlet over 29 millioner kroner ind
’Giro 413’, der lige i starten hed ’Lytternes ønskeprogram på grammofon’ – havde premiere den 13. oktober 1946 med Karl Bjarnhof som vært. Siden da har DR’s lyttere sammenlagt samlet knap 29,1 millioner kroner ind til programmet.
Programmet har stort set altid været sendt søndag over middag, og Peter Sten byder velkommen næste gang – sikkert med en masse juleønsker – på søndag klokken 12.15-14.00 på P5 og DR Lyd.
Hvem, der får pengene fra årets ansøgningsrunde, bliver afgjort i foråret 2023.
Læs mere om hvordan man sender en hilsen – og søger om penge – på dr.dk/giro413.