Fra denne uge lyder Go’ Morgen P3 anderledes. Bag mikrofonerne sidder de tre nye værter Maria Josefine Madsen, også kendt som JoJo, Stefan Le Quellec Knudsen og Mikkel Rosendal. Læs mere om de nye værter her:
Samtidig bliver der i programmet skruet op for ambitionerne om at engagere og inddrage lytterne og deres erfaringer, at skabe et inkluderende ungdomsfællesskab med stemmer fra hele landet og at give lytterne muligheden for at handle på de udfordringer, de oplever i deres hverdag og verdenen.
I mandagens udsendelse var der således fokus på, hvordan man kan skabe et bedre arbejdsliv som ung.
”Er en 30 timers arbejdsuge vejen frem? Hvad har lytterne fra deres eget liv erfaringer med virker? Hvad kan vi lære af hinandens forskellige liv?”, fortæller Mikkel Rosendal, som tilføjer, at der løbende vil blive taget fat i lignende spørgsmål. Blandt andet er et fokus på søvn på vej.
Ny tilgang
Også tilgangen til interviews og temaer vil skridt for skridt blive anderledes i det nye Go’ Morgen P3.
”I sidste uge var der i mange medier fokus på, at politikere fra Alternativet flyver rundt, selvom de mener, at vi alle bør flyve mindre. Her er det oplagte så at grille dem for det, og det skal man da også gøre. Men det er ligeledes oplagt at spørge: ja, det er super svært at lade være med at flyve så meget, så hvordan kunne løsningen se ud? Hvad kan vi alle selv gøre? Vi vil gerne se lidt fremad også”, siger Stefan Le Quellec Knudsen.
Og netop løsninger og muligheden for at handle vil som programmet udvikler sig fylde mere i morgenfladen. Især ved at inddrage lytternes egne erfaringer:
"Vi vil gerne have flere stemmer igennem om morgenen. Fra hele landet. Så det ikke bliver en lukket fest, men at alle derimod kan dele deres erfaringer”, siger Maria Josefine Madsen og tilføjer, at programmet fremover for eksempel vil komme med konkrete bud på at håndtere klimaspørgsmålet set fra de unges hverdagsperspektiv.
Stor undersøgelse af unges medievaner
Relanceringen af Go’ Morgen P3 bygger blandt andet på en stor undersøgelse af unges medievaner, som blev gennemført i foråret. Her blev over tusinde unge fra hele landet spurgt til deres medievaner. Undersøgelsen, der er en del af DR’s mangfoldighedsprojekt, havde fokus på, hvilke behov unge har på hvilke tidspunkter af døgnet - herunder om morgenen.
Resultaterne peger blandt andet på, at de unge om morgenen både har lyst til at blive opdateret på, hvad der er sket ude i verdenen og i forhold til deres venner, siden de sidst tjekkede mobilen. Hvad er der sket hos vennerne siden i går? Hvad optager dem lige nu?
Go’ Morgen P3 har derfor også som ambition at koble netop de unges nære verden med dagens aktuelle historier både i indhold og tone.
Relanceringen af Go’ Morgen P3 er den foreløbige kulmination på den udvikling P3 har været igennem det seneste års tid (læs mere om udmeldingen om den nye retning for P3 her)
”Med et fokus på troværdig journalistik, skarp og underholdende formidling og et nysgerrigt blik på det liv vi går og lever, bestræber P3 sig på at være det vigtigste og mest vedkommende fællesskab for unge i Danmark. Nye programmer som for eksempel Musikchefen og den prisvindende podcastserie Den Nye Stil har tilført formidlingen af ny musik stor spændvidde og alsidighed, mens programmer som curlingklubben og TVÆRS på hver vidt forskellige måder spejler og udfordrer unges liv og hverdag,” siger kanalredaktør for P3 Steffen Raastrup og tilføjer om det relancerede morgenprogram:
”Sammen med blandt andet P3 nyhederne og eftermiddagsprogrammet Stegger og Toft, skal det nye Go’ Morgen P3 løfte P3s aktualitetsformidling, så P3 leverer både stof til eftertanke og et fundament for engagement og handling hos de unge i Danmark.”