En robot, der kan genkende og huske musik, og en anden, der kan koble følelser til musik. Det er, hvad to grupper af studerende fra IT-Universitetet sidder og arbejder med i DR Byen to dage om ugen.

De to projekter er drevet af DR Musiktjenester, bedre kendt som ’Diskoteket’, som er ansvarlig for DR’s musikdata og digitale musiktjenester. Projekterne er blevet til i forbindelse med, at ITU har oprettet en ny linje med fokus på agil software-udvikling.

Her skal de studerende møde virksomheder fra den virkelige verden, som har nogle projekter, de ikke selv har kapaciteten til at kaste sig over.

Robot skal lave playlister

Marcus Grosen Poulsen er en af de studerende, der hver mandag og onsdag sidder i DR Byen og arbejder med de nye it-løsninger. Han er sammen med fire medstuderende i gang med at programmere en musikgenkendelsestjeneste, der skal kunne genkende og ikke mindst notere alt musik, der bliver spillet på DR’s radiokanaler.

- Det er rigtigt fedt at sidde med et konkret projekt her i DR. Især fordi projektlederen rigtigt gerne vil se vores projekt blive godt og gerne hurtigt, fordi det er noget, der rent faktisk kan hjælpe DR, siger han og fortæller, at det adskiller sig meget fra de projekter, de laver på universitetet.

- Det giver os helt klart mere gåpåmod, at der er nogle, der rent faktisk skal bruge det, vi laver. Det er ikke kun os, der skal vise noget frem for en forelæser eller eksaminator. Der er nogle, som rent faktisk gerne vil have det her.

Det er afdelingsleder i DR Musiktjenester, Thomas Dose, der fungerer som projektleder for de studerende. Han forklarer, at ’lytterobotten’ blandt andet skal hjælpe DR med at publicere playlister automatisk, så værter eller andre redaktionsmedlemmer ikke skal taste playlisterne ind manuelt.

- Vi ser p.t. en mere fragmenteret radioproduktion, hvor eksterne produktioner, podcasts og nye formater betyder, at musikrapportering og playlister ikke kan automatiseres i samme grad, som da vi udelukkende producerede flow-radio. Det betyder mere manuelt arbejde, hvilket tager tid fra indholdsproduktionen og ofte giver dårlige brugeroplevelser, da informationerne om musikindholdet i flere tilfælde først bliver tilgængelige for lytterne lang tid efter, programmet er slut, siger Thomas Dose.

Han fortæller, at det er blevet meget tydeligt i feedbacken fra DR’s brugere, at man ikke længere kan levere musikindhold uden at fortælle, hvad det er for noget musik, der spiller – og det skal gerne gå hurtigt.

- Brugerne skal have adgang til information om musikken, og det er på tværs af alle aldersgrupper og kanaler. Vi vil gerne fortælle, hvad der spiller, når det spiller. Ikke dagen efter eller ugen efter eller i en anden rækkefølge, end hvordan det blev spillet i programmet. Med musikgenkendelsestjenesten bliver listerne lavet automatisk, når musikken bliver spillet. Så hvis en bruger hører en sang i radioen, kan vedkommende med det samme se i radioafspilleren, hvad den hedder.

Udover bedre brugeroplevelser anvendes listerne til at holde styr på musikplanlægningen, så man kan sikre, at krav til mangfoldighed og andelen af dansk musik overholdes.

Musik skal søges frem med følelser

Det andet projekt, de studerende arbejder med, skal gøre det nemmere at finde musik, der passer til TV eller radiodrama. Her er musikken ofte til for at understøtte en stemning, hvilket kræver nogle andre søgeredskaber, end når man skal finde musik til et radioprogram.

Det vil DR Musiktjenester gerne løse ved at ’tagge’ musikken med følelser, så redaktioner i DR kan finde musik, der passer til lige det, de laver, ved at søge på en følelse.

- I de tilfælde, hvor der er anvendt musik til TV som underlægning, vil vi gerne have en robot til at lede efter ansigter på TV-sporet og så trække følelsesværdier ud. Det kan være vrede, glæde, overraskelse eller frygt. Og så er målet, at i de tilfælde, hvor vi kan se, at det rent faktisk er de følelser, der er i spil på TV-sporet, vil vi tilknytte de rigtige tags ud fra hypotesen om, at musik er til på TV for at understøtte en stemning eller en følelse, siger Thomas Dose.

Han fortæller, at projektet er væsentligt mere eksperimenterende end det andet, da man endnu ikke ved, hvordan en endelig udgave af sådan et program kan komme til at virke.

God erfaring for de studerende

Fra de studerendes synspunkt er det dog fælles for begge projekter, at de lærer at samarbejde med en virksomhed, som har nogle krav og ideer og ikke mindst en ramme for, hvad der er muligt i et slutprodukt.

- De lærer at samarbejde med forretningssiden i en virksomhed og at kommunikere med specialiserede tekniske enheder som infrastrukturafdelingen, der skal sætte deres servere op, siger Thomas Dose og bakkes op af Marcus Grosen Poulsen:

- Vi får god erfaring med, hvordan tingene fungerer på en arbejdsplads. Vi har siddet med mange problemer i vores program, hvor vi skulle få det til at fungere på DR’s servere og med DR’s databaser. Det er noget, vi rent programmeringsmæssigt aldrig har prøvet før. Ofte sidder vi i vores eget lille miljø, og der er det ikke så svært at få tingene til at virke. Her skal det fungere, så andre folk nemt kan bruge det og helst med det samme, siger Marcus Grosen Poulsen.

Glad for samarbejdet

Thomas Dose forklarer, at der er en del nye teknologier i projekterne og mange ubekendte i forhold til de endelige løsninger. Det er usædvanligt i DR, hvor man helst skal være ret sikre på både vejen til og udkommet af udviklingsprojekter.

- På grund af knappe ressourcer og tidspres er det sjældent, at der eksperimenteres i denne grad, så derfor er vi meget glade for samarbejdet med ITU, da det giver mulighed for at prøve nogle andre ting af, siger Thomas Dose.

De to projekter skal i første omgang fungere som ’Proof of Concept’, der blot beviser, at koncepterne kan fungere i praksis, men ifølge Thomas Dose er de foreløbige resultater så lovende, at løsningerne med al sandsynlighed bliver implementeret.