’Julehilsen til Grønland’ gav fanbreve med sælskind og hvalrostænder i 1932

Søndag sender DR igen ’Julehilsen til Grønland’. I år er det 85 år siden, programmet blev sendt første gang, og det blev skabt efter et lytterønske.

En familie i Grønland lytter spændt og forventningsfuldt med i 1932. (Foto: © Dr arkiv, (c) DR)

Når Timm Vladimir og Maria Motzfeldt på søndag – den 17. december - klokken 20.00 kan byde velkommen på DR1 til det traditionsrige program ’Julehilsen til Grønland’ fra Musikkens Hus i Aalborg, er det samtidig 85 år siden, at der blev udvekslet radiofoniske hilsner mellem Danmark og Grønland første gang.

Dermed er programmet ét af de absolut ældste underholdningsprogrammer i verden, som stadig eksisterer. De første mange år blev hilsnerne sendt i radioen, men de seneste 34 år har DR1 også været med.

Ideen til programmet kom fra erhvervslederen Andreas Lund-Drosvad, der arbejdede på Udstedet ’Prøven’ ved Upernavik i Grønland. I sommeren 1932 skrev han et brev til Statsradiofonien, hvor han spurgte, om ikke det var en idé at ”Stationen hen under Jul en Nat eller to kunde sende gratis Julehilsner fra Forældre og Slægtninge i Danmark til Paarørende heroppe”.

Brevet blev den første tilskyndelse til at sende programmet, og da Statsradiofonien under Radioudstillingen i København i slutningen af oktober 1932 havde stor succes med at lade publikum komme til mikrofonerne for at sende lytterhilsner til venner og bekendte, bestyrkedes planen.

Sådan så det ud, da de første hilsner blev sendt ud i 1932. Her er det kaptajn Ejnar Mikkelsen, der er ved mikrofonen i Statsradiofonien. (Foto: © DR Arkiv, Type 1)

Samme år blev udsendelsen til virkelighed. Ville man sende en hilsen, skulle man melde sig inden den 15. december 1932, og den 18., 19. og 20. december blev folk så bedt om at møde op i DRs orkesterstudie, der dengang lå i dét, der senere blev Det Kongelige Teaters skuespilscene, ’Stærekassen’.

Blev først sendt klokken 23.00

De første udsendelser blev sendt direkte klokken 23.00. Da er klokken 19.00 i Grønland, og så kunne folk her hengive sig til julehilsnerne, når de var færdige med arbejdet.

Nogle dage før den første udsendelse sendte ministeren for Grønland - det var statsminister Thorvald Stauning - en anmodning til DR om at sige nogle ord til indledning. Det gjorde han de næste mange år, og den allerførste hilsen, der overhovedet blev sendt i ’Julehilsen til Grønland’ var fra hr. Lund-Drosvad til Statsradiofonien. Det var ham, der skrev brevet med ideen.

Også polarforskerne Knud Rasmussen og Eigil Knuth medvirkede i nogle af de første udsendelser.

Bevæget pige blev tavs

Det var dog ikke alle, der kunne klare tanken om, at de røg direkte ud i æteren - og så endda helt i Grønland. Under en af de første dages udsendelser blev en ung pige så bevæget over at stå over for mikrofonen og vide sig aflyttet af en bestemt ung mand i Ivigtut, at hun brød helt sammen. Det var ganske enkelt umuligt for hende at mæle et ord, og udsendelseslederen måtte tage over.

Det første år blev der sendt 200 hilsner - alle fra København, men allerede året efter sendte DR også fra studierne i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Nykøbing Falster, og senere kom også Skive og Rønne med. Og i 1939 blev der sendt hele 1500 hilsner i løbet af programmet.

Island måtte hjælpe

I starten sendte Kalundborg-stationen kun med svag styrke, og derfor var det svært at modtage hilsnerne i visse grønlandske byer. Men fra 1934 blev der skruet op for styrken, og samtidig indstillede Islands Statsradiofoni i flere år sine udsendelser, for så i stedet at sende hilsnerne, så grønlænderne fik lettere ved at modtage dem.

I Grønland vakte hilsnerne da også så stor begejstring, at der efter udsendelserne faktisk jævnligt strømmede alt fra perlebroderier over sælskind til papirknive af hvalrostænder tilbage til dem, der havde med grønlandshilsnerne at gøre i Statsradiofonien, og traditionen har fået lov at fortsætte siden – også selv om kommunikationsformen har ændret sig markant siden 1932.

Når DR hvert år indleder salget af billetter til seancen, er der altid masser af grønlændere, der er interesserede i at være publikum, og programmet bliver da traditionelt også sendt både i Danmark og Grønland. De seneste to år er ’Julehilsen til Grønland’ blevet optaget i Musikkens Hus i Aalborg, hvad det også er i år. Udover Maria Motzfeldt og Timm Vladimir står Nive Nielsen and the Deer Children, Da Bartali Crew, strygere fra Aalborg Symfoniorkester og det grønlandske kor Ikinngutigiit på scenen. Se også billeder fra årets optagelse