Hen over weekenden har der i dagbladet Politiken været beskrivelser af forhold i DR Pigekoret for 15-20 år siden. Beskrivelserne peger både på et utrygt miljø og svigt i forhold til håndtering af klager.
- Jeg vil gerne på vegne af DR som institution i dag klart og tydeligt slå fast, at det, der beskrives i Politiken over weekenden, er helt uacceptabelt og peger på ledelsessvigt på daværende tidspunkt. For ingen skal udsættes for det, der beskrives. Jeg er på DR’s vegne ked af, at nogen har måttet opleve det, der beskrives, siger Maria Rørbye Rønn.
Hun understreger, at DR’s fokus på at komme til bunds i forholdene på ingen måde er slut med weekendens dækning og sagens udvikling indtil nu:
- Som institution har vi allerede tidligere på året iværksat en ekstern advokatundersøgelse af forholdene, der også dækker den periode, Politiken beskriver for 15-20 år siden. Det skal ses som et udtryk for, at vi tager dette dybt alvorligt.
Forlænget frist
Muligheden for at komme med indberetninger til advokatundersøgelsen valgte vi for en uge siden at forlænge frem til 1. juli for at sikre, at alle får mulighed for at deltage.
Et særskilt fokus i undersøgelsen er håndteringen af klager og henvendelser blandt de centrale funktioner omkring koret med henblik på at vurdere ansvarsforholdene. Dette er nødvendigt også selvom en tidligere chefdirigent allerede over weekenden har påtaget sig ledelsesansvaret i den periode, Politiken beskriver.
- Når undersøgelsen er klar, og vi har det fulde billede, vil vi naturligvis melde klart ud.
Men allerede oven på weekendens dækning og inden undersøgelsen er klar, afslutter Maria Rørbye Rønn:
- Beskrivelserne af de helt uacceptable forhold gør et stort indtryk, og jeg kan på DR’s vegne kun understrege, hvor ked af det jeg er over det, som de tidligere kormedlemmer har måttet opleve. Sådan skal og skulle det naturligvis ikke være.