Mette Frisk er ny ’Sporløs’-vært: ’Det har jeg gerne villet være længe’

Efter tre års pause er ’Sporløs’ tilbage på skærmen. Her fortæller den nye vært Mette Frisk om arbejdet med at finde deltagernes biologiske rødder, og hvorfor hun godt kan lide at lede efter folk på TV.

- Jeg har haft drømmen længe om at blive vært på ’Sporløs’. Det fantastiske ved programmerne er den menneskelige historie, siger Mette Frisk. (Foto: © Kasper Borg Rabøl, DR)

Du behøver ikke at kaste dig ud i en stor detektivjagt, hvis du et stykke tid har gået og undret dig over, hvor DR-klassikeren ’Sporløs’ i grunden er blevet af?

For efter tre års pause er programserien, der hjælper deltagerne med at finde et nært familiemedlem eller deres biologiske rødder, nu tilbage på skærmen. Helt præcist med premiere på DR1 og DRTV mandag den 24. oktober.

I den nye sæson er det Mette Frisk, der er står i spidsen for ’Sporløs’. Dermed får programmet en vært, der bogstaveligt talt er ’vant til at lede’ på DR’s sendeflade. I hvert fald har hun allerede været vært på seks sæsoner af ’Forsvundne arvinger’ og i mange tilfælde overrasket folk, der slet ikke anede, de skulle arve.

- Jeg har haft drømmen længe om at blive vært på ’Sporløs’. Det fantastiske ved programmerne er den menneskelige historie, og ’Sporløs’ – og for den sags skyld også ’Forsvundne Arvinger’ er eksempler på, at du kan gøre stor og meget konkret forskel som journalist, mener Mette Frisk.

Det er netop det, hun er uddannet som fra Syddansk Universitet, og Mette Frisk har efterfølgende arbejdet i DR i små 20 år. I starten af sin DR-tid stod Mette Frisk blandt andet bag afslørende dokumentarer som ’Rugemor til salg’ og ’De forsvundne babyer’, som indbragte hende og Søren Klovborg Steen Baadsgaard Prisen for deres undersøgende journalistik.

Arbejder lidt på samme måde

- Selv om der måske er stor forskel på, hvordan en dokumentar eller ’Sporløs’ og ’Forsvundne Arvinger’ bliver præsenteret, er det i grunden ikke så forskelligt, hvordan vi går til værks journalistisk med at opklare noget. Derimod har det været meget mere impulsivt fjernsyn end tidligere at lave ’Sporløs’. Her træffer vi ofte beslutningerne om, hvad vi gør, når vi stod på fortovet foran en bygning i et fremmed land, og det er jeg ikke så vant til, smiler Mette Frisk.

DR har sendt ’Sporløs’ siden 1999, men har holdt pause på programmet, som produktionsselskabet STV producerer for DR, siden 2019. Som ny vært følger Mette Frisk i fodsporene på navne som Hans-Georg Møller, Line Baun Danielsen, Lillian Gjerulf Kretz, Louise Wolff, Rie Helmer Nielsen og Ditte Haue, der har været værter for ’Sporløs’ gennem årene - og for de flestes tilfælde også været med på rejsen for at finde de forsvundne slægtninge.

De nye programmer bliver lidt længere end tidligere. Hver ’Sporløs’-udsendelse varer 58 minutter mod førhen en halv time og tre kvarter, og det har givet muligheder, siger Mette Frisk.

- Udvidelsen af sendetiden betyder, at vi nu har bedre tid til at fortælle alle de historier, vi møder ude i verden. Efter at have produceret de første fem afsnit, kan jeg se, at der i mange tilfælde gemmer sig rigtig interessante historier nedenunder, og det er godt at have tid til at folde dem ud, siger Mette Frisk.

Tangerer svindel

I den nye sæson af ’Sporløs’ har hun og holdet været i Rumænien, Finland, Colombia, Sri Lanka og Filippinerne.

- Grundlæggende er det jo naturstridigt at forære sit barn væk, og der er altid en særlig grund, når det sker. Samtidig er det en livsomvæltende oplevelse for deltagerne at høre sandhederne bag noget af dét, de har tumlet med hele livet. Derfor er det også rart, at vi har tid til at tage én ting ad gangen, når vi er afsted, mener Mette Frisk.

Nogle tror, at hun, fotografen og tilrettelæggeren, der er med på rejserne, kender svarene på forhånd - men det er ikke tilfældet.

- Når vi tager afsted, er det lidt rock’n’roll, og det håber jeg også, man kan se i programmerne, siger Mette Frisk.

Mette Frisk debuterer som ’Sporløs’-vært, og i det første program er hun i Rumænien med Sune fra Nordjylland, der blev adopteret som 5-årig. (Foto: © Dror Kasinsky, STV)

Noget at arbejde med

Inden de fleksible billetter bliver bestilt, vurderer redaktionen, om de tror på, at det er realistisk at finde svar. Det gør de ud fra, hvilke oplysninger deltageren har på forhånd. Har de for eksempel oplysninger om børnehjem, de har boet på, en fødselsattest eller andre papirer, der kan sparke sagen videre.

Er der noget at arbejde med, tager redaktionen fat i ’en hjælper’ – en såkaldt fixer - i det pågældende land, som kan assistere holdet før afrejse, og når programmet skal filmes. Rejserne varer minimum syv dage – ofte mere per program, så Mette Frisk har rejst mere, end hun plejer, efter at hun er begyndt at lave ’Sporløs’.

- Når vi tager afsted, har vi sikret os, at vi har en fleksibel billet, og så har vi ofte noget linet op til de første to dage på baggrund af oplysningerne hjemmefra. Derefter er det research for åben skærm, hvor vi træffer beslutningerne om, hvad vi gør, når vi står på stedet. Undervejs er der også en stribe etiske overvejelser, så det gælder også om at holde hovedet koldt – også selv om der måske er 40 grader, hvor vi er, siger Mette Frisk.

Udover holdet, der er afsted, sidder en redaktionschef og holder sig ajour i Danmark og hjælper, hvor hun kan.

Personen, hvis sag bliver oprullet i programmerne, har Mette Frisk kun mødt online før afrejse, for en del af forberedelserne til denne sæson er sket, mens Danmark stadig var coronalukket. Noget af det, deltageren skal være forberedt på, er, at det kan være lidt af en ’emotionel tørretumbler’ at være med i ’Sporløs’.

Uden at afsløre for meget kan Mette Frisk fortælle, at TV-holdet opdager ting undervejs i den nye sæson, som de ikke troede var muligt.

- Vi oplever noget, der tangerer svindel i en af sagerne, og vi kommer også ud for, at må tage til et helt andet land, end vi oprindeligt troede. De fem historier i den nye sæson ender på alle mulige forskellige måder, siger hun hemmelighedsfuldt.

- ’Sporløs’ er hardcore for de medvirkende, fordi det handler så meget om dem selv. Nogle har måske brugt hele livet på at tænke over, hvor de kommer fra. Derfor føler holdet og jeg også et stort ansvar for at passe på dem – og lykkes med vores mission, nemlig at finde vedkommendes mor eller far, siger hun.

Da vi mødes, er Mette Frisk ved at indtale de sidste ’Sporløs’-programmer før premieren, og så er hun ellers i gang med en ny sæson af ’Forsvundne Arvinger’. For fremover er hun vært på begge dele, ligesom et juleprogram også er under opsejling.

Så i hvert fald én ting leder Mette Frisk ikke efter i den kommende tid: nemlig mere arbejde. Men hun glæder sig til det, der skal laves.

  • Den nye sæson af ’Sporløs’ kan ses fra mandag den 24. oktober klokken 20.00 på DR1 og samme dag fra klokken 6.00 på DRTV.