Mød DR på Kulturmødet på Mors

DR får for første gang sin egen scene på årets kulturmøde i Nykøbing Mors, hvor DR både vil lægge op til kulturdebat og byde på musikalske oplevelser.

  • DR Juniorkoret står for morgensangen på Kulturmødet. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)
  • Tine Smedegaard Andersen, DRs kultur (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Adrian Hughes er vært for 'Kunstquiz' på Mors. (Foto: © Framegrab, Type 2)
  • Sådan så det ud, da DRs kor fik gang i publikum i 2015 på Kulturmødet. (Foto: © Julie Mørkeberg, Type 1)
  • Helle Solvang er vært for 'Sproglaboratoriet' fra Mors (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)
1 / 5

DR har valgt at spille på mange forskellige strenge, når man for fjerde gang deltager på Kulturmødet i Nykøbing Mors, der i år holdes fra den 25. – 27. august.

”Vi har i DR bestræbt os på, at vores arrangementer både giver borgerne mulighed for at blive klogere på det kulturelle felt – og for at de kan nyde nogle af de fine musikalske indslag og andre events, vi har valgt at præsentere,” siger direktøren for DR Kultur, Tine Smedegaard Andersen, der også skal på Kulturmødet for at deltage i en debat om public service.

Det bliver svært at overse DRs arrangementer, for for første gang har DR nemlig fået sin helt egen scene, som ligger på en stor plads centralt i området. Herfra bliver der under Kulturmødet blandt andet sendt ’P1 Eftermiddag’ og ’Sproglaboratoriet’ direkte.

”Vi vil gerne tættere på danskerne for at finde ud af, hvad der rører sig, og hvad de tænker,” siger Kåre Vedding Poulsen, der er redaktionsleder i DR Kultur.

DR-scenen byder på alt lige fra lokale unge, der taler med hinanden om deres problemer sammen med Emil Nørlund fra ’Tværs’, til genfortælling af den litterære klassiker ’Krig og Fred’ af forfatteren Jens Smærup Sørensen.

Rent musikalsk byder DR på optrædener fra de tre vindere af årets KarriereKanonen, morgensang med DR JuniorKoret og skolekoncerter med DR Musikariet.

Lær om tankerne bag programmerne

Der er mulighed for at få masse kulturoplevelser, når DR rykker ud med den musikalske kunst, som huset selv frembringer. Men på Kulturmødet kan man også møde dem, som laver DRs kulturprogrammer.

Chefen for DR Historie, Morten Thomsen Højsgaard, vil fortælle om, hvordan DR samler og oplyser befolkningen om historie og kulturarv i disse år, hvor historiestoffet hitter. DR vil også dele sin viden om, hvordan man bruger digitale medier til at få kulturen formidlet på nye måder.

”Vi vil gerne dele de erfaringer, vi har med områder, hvor der er masser af brug for dialog om, hvordan man gør tingene bedst. Vi håber, det kan skabe refleksioner og få folk til at tale sammen om de her ting,” siger Kåre Vedding Poulsen.

Man skal altså ikke tøve med at tage til Kulturmødet, hvis man både er interesseret i at opleve kultur og at høre lidt om, hvordan dem, der står bag kulturoplevelserne, tænker.

”Kulturmødet på Mors er en fantastisk mulighed for at sætte fokus på kulturens betydning for vores samfund, få talt med andre af kulturlivets mange aktører og dedikerede brugere og debattere fælles udfordringer og muligheder,” siger Tine Smedegaard Andersen.

Og hvis man i forvejen ved en masse om kultur, inviterer Adrian Hughes og Tore Leifer til DR Kunstquiz torsdag aften, hvor alle kan deltage.

Se det foreløbige program for Kulturmødet her. Du kan også downloade appen ’Kulturmødet’ og søge på ’DR’ som arrangør. Så popper det hele op i kronologisk rækkefølge.