Morten Resen er tilbage i DR-podcast: Nu er han i kløerne på løver og iværksættere

I denne sæson får ’Løvens Hule’ følgeskab af en ny podcast på DR Lyd, der går bag om løver og investeringer. Det betyder samtidig, at Morten Resen for første gang i 15 år sætter sig bag mikrofonen i et DR-program igen.

Morten Resen har besøg af 'løve' Christian Arnstedt i program nummer 2. Foto: Astrid Bruun Bonnén.

Når nye iværksættere fra torsdag er klar til at lægge deres forretningsideer frem for ’løverne’ – de fem investorer – i en ny sæson af ’Løvens Hule’ på DR1 og DRTV, har DR også selv tænkt nyt. For i denne sæson får TV-programmerne følgeskab på DR Lyd af podcasten ’I kløerne på…’.

Her er Morten Resen vært, og podcasten bliver et sted, hvor du kan komme tæt på løverne, iværksætterne og deres investeringer, høre om succeser og fiaskoer og meget andet. I det første afsnit, der udkommer torsdag, kan du for eksempel lære den nye ’løvinde’, Anne Stampe, at kende, og i andet program bliver det ’løve’ Christian Arnstedt og hans investeringer, som er i fokus.

- Der er en ny løve som hovedperson i hver episode, og vi kommer end del tættere på investorerne, end vi når på TV. Samtidig får vi et kig bag kulisserne i ’hulen' og ser tilbage på en af løvens bemærkelsesværdige investeringer fra programmet. Hvad er der sket, siden vi så dem på TV? forklarer Morten Resen.

Ved at tage plads i værtsstolen på podcasten, er det også første gang i over 15 år, at DR’s lyttere kan høre Morten Resen bag mikrofonen. Det var et sted, han ofte befandt sig i slutningen af 1990’erne og frem til 2007 i programmer som ’Katapult’, ’Strax’ og ’Verdens bedste formiddag’ på P3, inden han blev vært for blandt andet ’Go’Morgen Danmark’ på TV 2.

Har selv skabt virksomhed

De seneste 6-7 år har Morten Resen skabt sin egen virksomhed – Go Little, der blandt andet producerer apps og podcasts, og som nu også producerer ’I kløerne på…’-podcasten for DR.

- Når der bliver fortalt historier fra ’Løvets Hule’, er det ofte dem, der kan gå på vandet, man hører om. Det er jo dejligt, og de personlige opture fortæller vi også om i podcasten - men vi taler også om fejlene og fiaskoerne. For man kan lære af begge dele, siger Morten Resen.

’I kløerne på…’ er ikke en egentlig fag-podcast, men derimod en podcast for alle, der er fascineret af iværksætteri, elsker ’Løvens Hule’ og gerne vil bag om programmerne og investeringerne.

- Jeg håber, at jeg med podcasten kan medvirke til, at dem, der går med overvejelser om at skabe noget selv, træffer den beslutning, der er den rette for dem. Hvad end det er at springe ud i det – eller lade være, siger Morten Resen.

Han kender alle overvejelserne for og imod, fra han selv valgte at gå fra lønmodtager-tilværelsen til at blive iværksætter med en virksomhed, der i dag har omkring 20 medarbejdere fra fastansatte til freelancere på lønningslisten.

I den forbindelse har Morten Resen også gennem sit firma produceret en podcast, en YouTube-dokumentar og holdt foredrag om at turde følge iværksætterdrømmen og sikre sin egen arbejdsglæde. Så helt uerfaren med at beskæftige sig med emnet på lyd, er han ikke.

Morten Resen – her sammen med Christian Arnstedt til venstre – er selv iværksætter og startede sit eget firma for 6-7 år siden. Foto: Astrid Bruun Bonnén.

Hvad har jeg gang i?

- Så sent som i nat lå jeg og tænkte på, hvad jeg egentlig har gang i. For eksempel har jeg ikke for alvor betalt noget ind på min pensionsordning, mens jeg har været iværksætter. Til gengæld har jeg brugt en stor del af den. Og sådan er der hele tiden alle mulige lavpraktiske ting, man bekymrer sig om, siger Morten Resen.

For en iværksætter er én af kampene typisk i første omgang at få rejst penge til sit projekt.

- Først er man selvfølgelig stolt over det, men så melder de næste problemer sig. For hvordan skal man leve op til den tillid, man har fået fra investorerne? Måske kan man først selv se sin succes den dag, man er færdig og går på pension, funderer Morten Resen.

Han erkender også, at det var et benspænd og krævede overvejelser, om han igen ville være vært for et DR-program, som han nu bliver med ’I kløerne på…’

- Siden jeg stoppede på TV 2, har jeg sagt nej til alt, der indbefattede, at jeg skulle være vært – også tilbud fra DR. Jeg har haft de bedste job, men det har også haft store omkostninger for familien, at jeg altid var ham, der skulle tidligt op, forklarer Morten Resen.

Derfor gik han også flere gange rundt om sig selv, da DR tilbød ham at lave podcasten med afsæt i ’Løvens Hule’ – programmerne, han for øvrigt selv har set med stor fornøjelse.

- Hvis jeg skulle lave noget om lige præcis dét, jeg brænder for og elsker, var det dét. Derfor giver det også mening, at jeg nu vender tilbage som vært, siger Morten Resen.

Hvert ’I kløerne på…’-program varer 40-50 minutter, og i løbet af den kommende tid skal Morten Resen have ni udsendelser klar med blandt andre Anne Stampe, Christian Arnstedt, Jesper Buch med flere.

Den første episode kan høres her på DR Lyd, og derefter er der premiere på et nyt program hver torsdag morgen i resten af januar og februar.