Det var mildest talt uhyggeligt, da DR Radiodrama i september lancerede et helt nyt tilbud – nemlig podwalken ’Tryk play for mord’.
Her blev lytterne inviteret på en nervepirrende gåtur gennem ’Smilets by’ i fiktionsserien, hvor Simone Ventrigada blev fundet myrdet og stranguleret i en snæver baggyde i Aarhus midtby, og tanken var så, at lytterne bevægede sig rundt i Aarhus og rundt til de steder, som man hører om i podwalken. På den måde bliver man både introduceret til Aarhus og til subkulturer og parallelle verdener, der findes.
Nu er der sket en ting, som ikke er uhyggeligt – og det er, at Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik har besluttet at præmiere Signe Mansdotter, som stod for musik og lyddesign til ’Tryk Play for Mord’, med 50.000 kroner. Udvalget mener, at musik- og lydsiden til podwalken var blandt årets bedste musikudgivelser og værker i 2017.
”Podcast-formatet er i rivende udvikling – nu også med DR Dramas nye format, podwalk. Signe Mansdotter arbejder ydmygt og loyalt med lyden som dramatisk medfortæller. Hun skaber med helt enkle virkemidler rum, ro og plads til, at fortællingen kan udvikle sig og løser en bunden opgave med stor, kunstnerisk indlevelse. Signe Mansdotter har en helt egen melankolsk tone og er tæt forbundet med vandringens puls og længsel,” hedder det i motiveringen.
Melankolsk Turèll-stemning
Lederen af DR Radiodrama, Mette Kruse, siger:
”Det er en fantastisk god nyhed for både Signe Mansdotter og for DR Radiodrama, at hun bliver præmieret af Statens Kunstfond for sine fortolkninger af ’Lav Sol over Aarhus’, ’Malaga’ og for podwalkens øvrige lyddesign. Signes organiske og udpræget musiske måde at redigere på, giver podwalken og vores øvrige podcasts et meget insisterende lydbillede, som fortællinger på lyd – i mangel af det visuelle – har sådan brug for. Mol-versionerne af Thomas Helmigs og Peter A.G.’s kendte Aarhus-nummer gav den perfekte melankolske Dan Turèll-stemning,” siger hun.
Det er fortsat muligt at høre ’Tryk play for mord’ via dr.dk/podcast.
Blandt de øvrige, som Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik valgte at præmiere for året 2017, var blandt andre Katinka for udgivelsen ’Vi er ikke kønne nok til at danse’. Hun vandt P3 og P6 Beats ’Karrierekanonen’ i 2015. Også rocktrioen Nelson Can, som var med i årets P3 Guld og den 86-årige komponist Ib Nørholm var blandt de 10 modtagere.
Alle 10 modtagere kan ses her