Coronanedlukningen i 2020 satte sig også sine spor i, hvor og hvordan vi hørte radio sidste år.
Godt nok var der ikke de store forskydninger i, hvor meget radio, vi hørte hver dag – nemlig 102 minutter hver i gennemsnit. Men den øgede mængde hjemmearbejde for en stor del af den danske befolkning, betød, at mere radio end tidligere år blev aflyttet hjemme i stedet for ude.
Det fremgår af rapporten ’Mediernes udvikling i Danmark – Radio og podcast 2021’ fra Kulturministeriet.
I 2020 foregik 53 procent af radiolytningen hjemme mod rundt regnet 46 procent ude, hvor det i 2019 var 51 procent hjemme og 49 procent på farten og udenfor hjemmets fire vægge.
Erhvervsaktive hørte mere hjemme
Det var især blandt de 19-34-årige og de 35-54-årige, der har den største andel erhvervsaktive, at en større del af radiolytningen foregik hjemme i 2020 end i 2019. Blandt de 19-34-årige steg andelen af radiolytningen, der foregik hjemme, for eksempel fra 26 procent i 2019 til 30 procent i 2020.
De 19-34-årige er for øvrigt dem, der lytter til absolut mest radio ude – for eksempel en bilradio eller via DR’s radioapp - og mindst hjemme. I befolkningen over 71 år foregår 81 procent af radiolytningen inden for hjemmets fire vægge, mens 19 procent foregår ude.
Public service-radio stod i 2020 for 78 procent af radiolytningen – eller en procent mere end året før.
- •
Hele rapporten om 'Mediernes udvikling i Danmark 2021' kan ses her