Ny naturtjeneste fra DR vil have dig ud ad døren

DR har naturtema i 2020, og mandag blev tjenesten ’Din Natur’ lanceret. Her kan du hver uge få nye anbefalinger til, hvad du kan opleve udendørs i netop dit område.

Den nye DR-tjeneste ’Din natur’ giver hver uge i 2020 eksempler på, hvad du kan lave udenfor i dit område. (Foto: © Daniel Jensen, Unsplash.)

Gennem hele 2020 har DR særligt fokus på naturen i sine programmer, og en af de vigtige ambitioner er samtidig, at danskerne selv kommer ud at opleve den.

I den forbindelse lancerede DR Viden mandag den 30. december tjenesten ’Din Natur’. Her kan alle hver uge i 2020 få tips til, hvad de kan opleve netop nu udendørs i DR’s ni forskellige distrikter. Guiden ’Din natur’ kommer til at ligge i DR’s nyhedsapp, ligesom den vil være at finde på dr.dk/dinnatur.

- Hver mandag i 2020 kommer vi med håndplukkede anbefalinger til, hvad danskerne kan opleve i deres område. Vi udvælger naturoplevelser ud fra forskellige parametre – det kan være aktiviteter, man kan lave udenfor lige nu, særlige ting, der sker i naturen lige nu og specielle events netop nu, forklarer projektleder Stine Larsen fra DR Viden i Aalborg.

Anbefalingerne kan derfor være alt fra et vinterbade-event i Aarhus og bisonsafari på egen hånd på Bornholm til at plukke muslinger og østers i Limfjorden eller se det flotte krokustæppe blomstre i Kongens Have i København, når det vel at mærke gør det.

- Udover at fortælle hvad danskerne skal opleve i naturen, klæder vi dem også på til at få mest ud af oplevelse, siger Stine Larsen.

Mange stjerneskud i uge 1

I anbefalingerne for uge 1, som bliver præsenteret mandag, er nogle af anbefalingerne, at man kan se stjerneskud i meteorsværmen Kvadrantiderne, der suser forbi os på dét tidspunkt. Den anbefaling er fælles i alle ni DR-distrikter, men ’Din natur’ anbefaler så også, hvor i ens område, man bedst kan se nattehimlen, hvad man skal gøre for at se stjerneskuddene, hvornår antallet af stjerneskud topper, hvad et stjerneskud er og så videre.

- Ideen opstod, fordi vi gerne ville have et digitalt spor på DR’s naturtema. Der ligger er stort arbejde bag, hvor vi også har samarbejdet med naturvejledere og en række andre samarbejdspartnere, forklarer udviklingsredaktør Lasse From fra DR Viden.

Sådan ser ’Din natur’ ud på mobilen. Du kan også få de mange tips på dr.dk/dinnatur. (© DR Grafik)

Han understreger, at redaktionen ikke har låst sig fast på anbefalingerne, og derfor er alle velkomne til at komme med input til journalisterne på DR Viden i årets løb. Hvis du har et bud, kan du sende det til viden@dr.dk.

DR’s naturtema i 2020 består for eksempel også af den stort anlagte TV-produktion ’Vilde vidunderlige Danmark’, som har premiere den 12. april, og programserien ’Giv os naturen tilbage’ med Frank Erichsen – kendt fra ’Bonderøven’ – som vært. Her hjælper Frank Erichsen borgerne i Hjørring Kommune med at forvandle haver, industrikvarterer, parker og landbrugsområder i forsøget på at få den vilde natur tilbage.