Nyt ’vildt og vidunderligt’ naturspil til børn

Nu giver DR Ramasjang alle Danmarks børn mulighed for at lege med den danske natur. I ’Det Vilde Vidunderlige Naturspil’ er naturen børnenes helt egen.

Se mere om det nye naturspil

Som en del af DR’s store naturtema ’Vores Natur’ i 2020, udkommer DR Ramasjang i en selvstændig app med et helt nyt naturspil til børn. Spillet hedder ’Det vilde vidunderlige naturspil’ og er udviklet af det prisvindende danske spilfirma Northplay.

Med udgangspunkt i naturtyperne fra programmerne ’Vilde vidunderlige Danmark’ på DR1 og ’Vilde Vidunderlige Dyr’ på DR Ramasjang, kan børnene skabe deres egen levende verden - fyldt med danske dyrearter og natur. Motor Mille guider igennem spillet, som også har den smukke originalmusik fra ’Vilde vidunderlige Danmark’. Spillet er målrettet Ramasjang-målgruppen, men kan sagtens spilles af større børn eller sammen med forældrene.

Kan fordybe sig i natur og dyrearter

- På Ramasjang vil vi altid gerne inspirere børnene til leg og være med til at folde deres kreativitet ud. I ’Det vilde vidunderlige naturspil’ kombineres det på en ny og ambitiøs måde, samtidig med at børnene får lov til at fordybe sig i dansk natur og danske dyrearter, som de igennem leg bliver klogere på undervejs i spillet, fortæller Katrine Granholm, der er digital redaktør for Ramasjang og Ultra.

I spillet kan man lave forskellige verdener med forskellige slags natur og se hvilke dyr, det tiltrækker. Man kan for eksempel forme landskabet med græsenge, bakker og søer, og så frø og se sin skov vokse. Træer og landskab vil tiltrække dyr, og børnene kan følge dyrene, når de flytter ind, laver huler og finder mad i det landskab, man selv har skabt og fået til at gro frem.

Når det bliver nat, kommer nye dyr frem, mens andre sover. I spillet kan børnene lære om de danske dyr og planter i en naturbog, og med kameraet kan man tage billeder af dyr og planter til at fylde sin naturbog ud med.

Spillet er udkommet som en ny selvstændig app uden for Ramasjang-appen. Appen kan hentes, der hvor du normalt henter apps og spil.