I alt 753 vælgere afgav deres stemme til kommunal- og regionsrådsvalget ved P3's valgsted på Kaj Munks Vej foran DR Byen fredag den 17. november. Heraf var 149 stemmer fra andre kommuner end København. Det var muligt at brevstemme ni andre steder i Københavns Kommune herunder hos Borgerservice og på Hovedbiblioteket, der fik hevet mere end 500 stemmer i land.
Ved P3's valgsted rykkede programmerne ’Go’ Morgen P3’ og ’Moyo Live’ ud af studiet og sendte ude foran DR Byen i stedet. Andrew Moyo inviterede rapperen L.O.C. til at komme og spille for vælgerne, da det blev sidst på dagen. Derudover var det muligt for vælgerne at drikke en øl og spise suppe sammen, efter de havde kastet deres brevstemme i boksen.