Det er et vaskeægte kultnummer, som musiker og DJ Kato netop har udgivet sammen med P3-programmet ’Curlingklubben’. ’Rivejern Remix’, som sangen hedder, havde oprindelig radiopremiere i efteråret 2020, og blev set mere end 600.000 gange på YouTube. Siden har tusindvis af lyttere bestormet DR og Kato for at få sangen udsendt officielt.
- Jeg har aldrig prøvet noget så voldsomt før i min karriere. Vi har lavet et nummer, som bare ræsonnerer med folk, og som de synes er grineren. Jeg har udgivet en masse ny musik siden hen, men hver gang er alt, hvad folk siger til mig: Hvornår kommer det der Rivejern Remix? Det er pisseirriterende. Så nu udgiver vi det, siger Kato.
‘Curlingklubben’ med Maria Fantino og Christian Bonde er et af Danmarks mest populære radioprogrammer og har netop for fjerde gang i træk vundet en Zulu Award som ’Årets lyd’.
- Lytterne tog chokerende pænt imod den oprindelige sang, siger de to værter fra ‘Curlingklubben’.
- En tand mere tosset
Kato er kendt for hits som ’Hey Shorty’ og ’Sjus’ og er lige nu aktuel med singlen ’In My Soul’. Og så er han i øvrigt kollega til ‘Curlingklubben’ på P3, for siden nytår har han sendt fredagsprogrammet ’Bræk det ned med Kato’. ’Rivejern Remix’ er noget anderledes end Katos musik plejer at lyde.
- Jeg har aldrig lavet den type elektronisk musik før. Det er, hvad folk vil kalde dakkedak. Jeg synes, det passer til ‘Curlingklubbens’ univers. Jeg har taget klip med Maria og Christian, der læser lytternes sms’er op om ting, de har købt af kendte mennesker, og blandet det sammen med et skørt beat, der lyder som 1998. For mig har det været sjovt at gå ud, hvor det bliver en tand mere tosset.
Public service med et hidsigt drop
DR’s mellemleder bag ‘Curlingklubben’, producerende redaktør Joachim Holmgaard, er helt oppe på den store klinge, når han beskriver samarbejdet mellem Kato og ‘Curlingklubben’.
- Vi synes, at sangen lyder som et gensidigt revitaliserende samarbejde mellem to kulturinstitutioner – en public service-institution i form af P3 og en sand musikalsk institution i form af Kato. Samarbejdet med Kato har været utroligt givende for os. Som redaktion søger vi altid at arbejde på tværs for at skabe de synergier, der kun er mulige i et stort mediehus som DR. Kato har med sit ypperlige håndværk vist, at man ved at følge med tiden kan forblive relevant for en bredere målgruppe gennem en længere årrække, og som vi ser det er det jo netop den samme rejse, P3 har været på gennem sin levetid. Derfor synes vi, at denne sang lyder som to synkrone rejser, der smelter sammen og dermed kører fremad med fornyet energi, lyder det fra redaktøren.
Blev til i en sen nattetime
’Rivejern Remix’ har fået en ny intro med nye klip fra ‘Curlingklubben’ i den udgave, der udkom torsdag den 3. marts. Til gengæld er et sample fra Lone Kellermanns klassiker ’Se Venedig og dø’ blevet klippet ud.
- Jeg kunne hurtigt regne ud, at det blev svært at udgive med starten med ’Se Venedig og dø’. Så jeg satte mig en sen nattetime og fandt noget mere guld fra ‘Curlingklubben’ og har lavet en ny intro og en outro. Det havde jeg en fest med!
- Vi elsker musik – det beviser den høje musikprocent i flow-udgaven af vores program også, men der er én ting, vi elsker mere end musik: DANSK musik. Vi er selvfølgelig pinligt bevidste om den rolle, som P3 som public service-kanal spiller i dansk musik – og i den kontekst er vi ekstra stolte over, at ‘Curlingklubben’ nu tager aktivt del i produktionen af dansk musik og dermed direkte kan støtte op om dansk musikliv. Dét kalder vi at være sammen om det vigtige, siger redaktør for ‘Curlingklubben’, Joachim Holmgaard.
- Derudover har vi ingen umiddelbare planer om at udgive mere musik inden for en overskuelig fremtid, tilføjer Maria Fantino og Christian Bonde.