Podcastprisen er uddelt: ’Årets fortælling’ er fra DR

Podcasten ’Spiralkampagnen’ fra DR blev lørdag aften kåret til ’Årets fortælling’, da Podcastprisen blev uddelt for fjerde år i træk. DR fik også hædrende omtale i samme kategori.

'Spiralkampagnen', der fortsat er at finde på DR Lyd, blev kåret som 'Årets Fortælling' ved Podcastprisen 2022, som fejrede sidste års udgivelser. (Foto: © Phoebus Moreleón, Michael Sperling)

I DR’s podcast ’Spiralkampagnen’ kommer to journalister på sporet af en hidtil glemt ’spiralkampagne’, hvor danske læger i Grønland i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne satte spiral op på kvinder og piger helt ned til 13 år.

Kampagnen fik store konsekvenser for kvinderne, som siden kæmpede med at få børn. Men hvem satte kampagnen i gang og hvorfor?

Det sætter de to journalister Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint, redaktør Rune Sparre Geertsen og lyddesigner Tobias Ingemann spotlyset på i podcastseriens fem afsnit, som havde premiere på DR Lyd sidste år i maj, og som selskabet MonoMono har produceret for DR.

Lørdag aften kunne de alle gå hjem med Podcastprisen 2022 for ’Årets Fortælling’ fra Folkehuset Absalon på Vesterbro i København. For her blev det bedste fra lyd- og podcastverdenen hyldet for fjerde år i træk af Center for Podcasting, der kalder sig verdens første interesseorganisation for podcasting, og med støtte fra Dansk Journalistforbunds Aktivitetspulje.

263 produktioner var indstillet

I alt 263 produktioner var indstillet til prisuddelingen, som juryen havde nomineret 30 podcasts til. Af dem kunne seks gå på scenen som prismodtagere, mens to andre produktioner fik såkaldte special mentions. For overhovedet at kunne blive nomineret skal ens produktion være udgivet som podcast først i 2022 – det vil sige være udviklet til podcastmediet og bruge mediets styrker.

Prisen til ’Årets Fortælling’, som DR’s ’Spiralkampagnen’ modtog, gives til – som det hedder – ’årets bedste fortælling i lyd, der gør brug af lyde, stemmer, musik og stilhed til at tegne billeder for lytternes indre biograf’. I bedømmelsen lagde juryen også vægt på den gode historie, lydens plads som medfortæller, originalitet og mod.

I løbet af de seneste år er det kun gået en vej med danskernes forbrug af podcasts, ligesom det også er væltet frem med nye af slagsen. Ifølge rapporten ’Medieudviklingen 2022’, som DR udgav i januar i år, var det sidste år 32 procent af befolkningen, som nu lytter til podcasts i løbet af en uge. Det var tre procent flere end året før.

Celine Klint (th.) modtog prisen for 'Spiralkampagnen'. (Foto: © Jens Raunkjær Christensen)

Gjorde rent bord i kategori

DR gjorde i det hele taget ’rent bord’ i ’Årets fortælling’-kategorien, da juryen også valgte at give en special mention – en særlig fremhævelse – til DR-podcasten ’Tilbage til Tasiilaq’. Her er Christoffer Stenbakken og Carl Taunajik Florian Sørensen fortællere, Hanne Barslund er redaktør, og Mads Bjørn Lundsgaard har stået for klip, tilrettelæggelse og lyddesign.

Den grønlandske by Tasiilaqs ekstreme statistikker har efterhånden gjort byen synonym med socialt armod. Men det er ikke sådan, Carl og Christoffer husker deres barndomsby. I podcasten, der er i seks afsnit, vender de sammen tilbage til Østgrønland for at finde ud af, om det virkelig kan passe, at alt er så dårligt - og om deres lykkelige barndomsminder skal revideres.

Hele det arbejde og podcasten var værd at fremhæve, mente juryen.

DR-produktioner og -navne var også nomineret i kategorierne ’Årets Niche’, ’Årets Eksperiment’ og ’Årets Talent’, men har lykkedes det ikke at tage priserne med hjem.