Sådan vælger vi musikken på P3

Hvordan gør vi, når vi vælger musikken på P3? Det kan du læse her.

Kind mod Kind X Medina og 'Love Isn't Easy' er 'P3's Uundgåelige' i uge 22.

På P3 får vi tit henvendelser om, hvordan vi udvælger musikken, og hvordan man henvender sig, hvis man gerne selv vil spilles på kanalen, så det har vi skrevet lidt om her.

Groft sagt er der to måder, kunstnere kan blive spillet på på P3:

Sangene bliver udvalgt af musikredaktionen og lagt ind i playlisten.

Musikken bliver valgt direkte ind i et program af en vært.

Playlisten:

Playlisten er en liste over de sange, vi spiller lige nu. De bliver lagt automatisk ind i de fleste programmer, så værten eller værterne får en liste over den musik, de skal spille.

Vi reviderer hele tiden playlisten, som har flere funktioner:

Den er med til at skabe P3's musikprofil, så du som lytter nogenlunde ved, hvilken musik du får, når du tænder for kanalen. Samtidig er den med til at sørge for, at nogle af de nye kunstnere, vi introducerer, bliver spillet flere gange, så du har en mulighed for at lære dem at kende. Ny musik i radioen skal gentages nogle gange, før den fanger an, og hvis nye kunstnere skal have en reel chance, skal de spilles mere end et par gange.

Playlisterne sikrer også, at vi spiller den store mængde dansk musik, som vi er forpligtet til at spille, at vi har en fornuftig kønsbalance og diversitet i vores tilvalg, og at værter på ikke-musikprogrammer kan bruge deres arbejdstid på at forberede godt indhold.

Ny musik på P3 i uge 22

P3’s Uundgåelige

Kind mod Kind X Medina: 'Love Isn't Easy' Tilføjelser til playlisten Dua Lipa: 'Dance The Night' Miley Cyrus: 'Jaded' Ericka Jane, Dopha & BBYBITES: 'Come Sit With Us' Don Santos: 'Folder mine hænder'

Se alt, der er i rotation på P3 her

Udvælgelse:

Sangene til playlisten udvælges ugentligt af Playlisteudvalget, der samles hver onsdag og diskuterer ny musik og i fællesskab kommer frem til, hvilke numre der skal føjes til den kommende uges playliste. Musikredaktionen består af P3's musikansvarlige, vores musikredaktør, en musikplanlægger og tre-fire P3-værter. Sidstnævnte bliver skiftet ud efter 12 uger, og så er det nye værter, der er med til at vælge musikken.

Det er også på playlistemødet, det bliver vendt og bestemt, hvad der skal være den næste 'P3's Uundgåelige' - den sang, der fra fredag til fredag er vores mest spillede. Det kan være en sang, som indeholder noget nyt og overraskende. Enten fordi det er en ny og spændende kunstner, et interessant musikalsk samarbejde, der rummer en ny lyd eller på en anden måde bidrager til at udvide vores allesammens musikalske horisont.

Udover de sange som musikredaktionen sammen vælger til og fra, kan værterne på de enkelte programmer også selv vælge musik og skifte sange ud i playlisten. Det kan de, fordi det er vigtigt for os, at værterne selv har mulighed for at formidle musik, som de brænder særligt for eller har særlige historier til, og fordi musik i dag udkommer mange forskellige steder på mange forskellige tidspunkter, så der er brug for flere indgange end musikredaktionen til at introducere ny musik.

I visse musikprogrammer er mængden af musik, som værterne vælger større, for her er det musikken, der er i fokus, mens det i vores aktualitets og -underholdningsformater, der ikke har musikken som særskilt fokus, er mindre musik, der vælges ind af værterne selv. På flader uden værter er al musikken fra playlisten.

Andre initiativer:

Udover musikken i radioen så dækker P3 musikken på en række andre måder. Vi er i samarbejde med en stribe forskellige musikfestivaler. Vi har ikke indflydelse på, hvad de spiller, men samarbejder om at lave en god dækning i både radioen, på web og SoMe og nogle gange, i samarbejde med andre dele af DR, også på TV. Vi afholder hvert år 'P3 Guld', som er en stor prisfest, hvor vi hylder den danske musik, uddeler en stribe priser og forsøger at pege på nogle af de kunstnere, som vi tror på bliver store i de kommende år.

P3 er også stærkt engageret i KarriereKanonen, hvor vi i samarbejde med en stribe aktører i musiklivet forsøger at være med til at hjælpe helt unge vækstlagsmusikere frem til en karriere. I det hele taget forsøger vi på mange måder at understøtte det dansk rytmiske musikliv, hvor vi kan.

Kontakt:

Hvis du selv laver musik og gerne selv vil spilles på P3, så kan du sende en mail til p3musik@dr.dk. Vi lytter til det, der bliver tilsendt, men har desværre ikke mulighed for at give feedback.

Hvis du spiller i et nyere dansk band eller laver musik som solist og er ny i branchen, kan du med fordel overveje i stedet at uploade din musik på dr.dk/karrierekanonen.

  • Denne artikel opdateres hver uge med den aktuelle musik på P3, og den findes altid nemt på adressen dr.dk/p3musik.